Agromek rundede de magiske 40.000 besøgende

40.015 besøgte i denne uge landbrugsmessen Agromek, der med et rekordstort aktivitetsprogram og 542 udstillere vurderes på højde med messen i 2018.

Det er lukketid, lastbiler og blokvogne er begyndt at ankomme, og inden længe er Agromek 2022 historie. Og nu hvor alt er kommet til alt, ser det ifølge Agromek-direktør Claus Hermansen rigtig godt ud med et besøgstal på helt præcist 40.015 i løbet af de fire dages Agromek i denne uge og et udstiller-antal, der lå et par stykker over, hvad der var for fire år siden.

Ved lukketid har arrangørerne samlet lidt nøgletal: 542 udstillere og 150 aktiviteter fordelt på 100.000 kvadratmeter og i alt 40.015 besøgende, herunder ti udenlandske delegationer og 3.718 gæster fra 56 lande. En i det hele taget stor international opmærksomhed eksemplificeret af besøg fra den irske vicepremierminister Leo Varadkar og både Ukraines, Hollands og Sydafrikas ambassadører i Danmark, henholdsvis Vydoinyk Mykhailo, Nienke Trooster og Fikile Magubane.

- Vi er knusende stolte over at runde 40.000 besøgende, endda i de her tider, siger Agromeks direktør, Claus Hermansen.

Direktøren glæder sig også over, at man godt og vel har kunnet fastholde antallet af udstillere i forhold til 2018 – nemlig 542 i år mod 540 for fire år siden.

- Men som man har kunnet se, er der en forholdsvis stor udskiftning i udstillerne. Det er positivt, at der kommer mange nye til. Nogle falder fra, andre ændrer fokus, og det er vigtigt, at man kan sælge messen til nye virksomheder, siger han.

- Efter fire dage med 40.015 besøgende fra ind- og udland, smilende udstillere, god stemning samt stor søgning til både stande og de rekordmange aktiviteter kan man som arrangør og fagmand kun være meget tilfreds. Agromek er tilbage for fuld styrke som vores fælles mødested og samlingspunkt, lyder det i en pressemeddelelse fra Sten Andersen, formand for Agromek og næstformand i Dansk Agroindustri.

Næste Agromek er planlagt til 26.-29. november 2024.

 

 

 


 

Næste Agromek er planlagt til 
 

Emneord Agromek 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.