Agromek-udstillere: - Helt logisk, forsvarlig og nødvendig udsættelse

En lang række Agromek-udstiller er ude og bakke Agromek op omkring udsættelsen af Agromek i januar.

Der bliver ikke noget Agromek i MCH messecentret i Herning til januar.

Arrangørerne har torsdag annonceret, at den store udstilling flyttes til et ukendt tidspunkt, hvor coronasituationen igen gør det lettere at afholde messer.

Den beslutning er der opbakning fra hos en række af branchens aktører, viser de kommerntarer, som Agromek selv har indhentet fra virksomhederne.

Fra en bred kreds af maskinimportører, forhandlere og producenter bakkes der op om beslutningen.

Fra nogle af messen største udstillere lyder det:

”Vi havde glædet os til Agromek, men med de retningslinjer der er nu, så er det en ansvarlig og helt rigtig beslutning”, siger Michael Husfeldt, Danish Agro Machinery.

Hos New Holland bruger marketing manager Thomas Pedersen, New Holland Danmark & Sverige ordet logisk.

”Set i lyset af udviklingen i smittetallene er det dog en ansvarlig beslutning, at man vælger at udsætte udstillingen, men selvfølgelig ikke nogen nem beslutning. Ser man på, at en række af de andre europæiske udstillinger har valgt at udsætte deres aktiviteter på lignende baggrund, er logikken dog nem at få øje på”.

Ordet rettidig omhu går igen hos flere udstilller – bl.a. hos Samson Agrolize A/S:

”Men set i lyset af de covid-19-smittetal vi i øjeblikket oplever, og med de begrænsninger det kommer til at betyde for afholdelsen af Agromek, synes jeg, at det er rettidig omhu at træffe beslutningen nu, inden vi som udstillere for alvor begynder at bruge penge på standen, produktion og klargøring af messemaskiner”, siger Henrik Kirketerp-Møller, adm. direktør.

 

Se kommentarer fra en række udstillere her:

 

Brøns Group
”Det er en ansvarlig beslutning, som vi bakker 100% op om. Agromek er traditionelt en messe med stor social kontakt og er samtidig en stor investering, som vi skal have et udbytte af. Det har vi fået hver gang indtil nu, men har da været usikre på udbyttet i januar. Derfor er det i den nuværende situation rettidig omhu at udsætte Agromek allerede nu”.
Dan Hamann, direktør

New Holland/CNH Industrial
”Fra New Holland Danmarks side har vi stor respekt for og bakker op omkring den beslutning, som Agromek har taget om at udsætte afholdelsen af den næste udstilling. Vi er ikke i tvivl om, at man fra Agromeks side har gjort alt, hvad man kan for at forberede sig på en udstilling, hvor covid-19 desværre er med som uønsket gæst. Set i lyset af udviklingen i smittetallene er det dog en ansvarlig beslutning, at man vælger at udsætte udstillingen, men selvfølgelig ikke nogen nem beslutning. Ser man på, at en række af de andre europæiske udstillinger har valgt at udsætte deres aktiviteter på lignende baggrund, er logikken dog nem at få øje på.”
Thomas Pedersen, marketing manager, Denmark & Sweden

Scantruck
”Alle festligheder skal åbenbart lukkes ned for tiden. Vi havde alle ved Scantruck set frem til at deltage på Agromek i januar 2021. Året 2020 har været et år uden dyrskuer og andre messer, så vi tørster efter at komme ud og møde vores kunder og kolleger, så derfor er det super ærgerligt, at nu også Agromek bliver udskudt. Vi pakker festtøjet ned til næste vinterhalvår og er sikre på, at det nok skal blive et ordentligt ”gilde”. Vi er klar til at møde op på næste Agromek og skal nok lave lidt ekstra ud af det.”
Bo Sundroos, adm. direktør

Big Dutchman
”Agromek betyder meget for os, men vores medarbejdere og kunders sundhed betyder mere, og derfor er vi glade for, at Agromek udsættes. Alt andet ville være uforsvarligt.”
Hugo S. Holm, administrerende direktør

JH Agro A/S
”Agromek er én af de vigtigste udstillinger for JH Agro. Her møder vi primært skandinaviske kunder og forretningsforbindelser, og det er en enestående mulighed for at holde sig helt opdateret på seneste nyt i og omkring agroindustrien. Vi bakker 100 procent op om, at Agromek udsættes til et senere tidspunkt. Først og fremmest fordi det er rettidig omhu, men også fordi det viser respekt for udstillernes udbytte af at deltage på messen.”
Lars Rahbæk, CEO

SAMSON Agrolize A/S
”Det er en fornuftig beslutning at udsætte Agromek 2021. Agromek er og har altid været en vigtig udstilling for SAMSON. Efter et forår og en sommer uden udstillinger havde vi virkelig set frem til at præsentere SAMSONs produktnyheder og ikke mindst til at pleje eksisterende og skabe nye gode relationer. Men set i lyset af de covid-19-smittetal vi i øjeblikket oplever, og med de begrænsninger det kommer til at betyde for afholdelsen af Agromek, synes jeg, at det er rettidig omhu at træffe beslutningen nu, inden vi som udstillere for alvor begynder at bruge penge på standen, produktion og klargøring af messemaskiner.
Henrik Kirketerp-Møller, administrerende direktør

Lely Nordic A/S
”I den nuværende meget usikre situation med covid-19 og forskellige skiftende restriktioner og smittetryk, så er det en fornuftig beslutning at udsætte Agromek 2021 fra januar til senere. Reelt er der ikke andre muligheder, og for os som udstillere begynder forberedelserne allerede nu, så meddelelsen om dette kommer just-in-time. Vi har brugt Agromek dels til at præsentere vores produkter for nye potentielle kunder og dels som et samlingspunkt for eksisterende kunder.”
Jan Brøgger Rasmussen, managing director

Herborg Smede- og Maskinforretning
”Selvfølgelig er vi trætte af, at vores udstillinger bliver aflyst ind af en kant, men vi sætter også kundens sikkerhed højt, så det er fuldt forståeligt, at Agromek vælger at udskyde messen. Det er ikke nemt i disse tider. Agromek har altid været en god salgsmesse for os, hvor vi virkelig har skrevet slutsedler og fået fremvist produkter. Det udstillingsvindue mangler vi lige nu, og vi savner kontakten til mange af de kunder, vi møder på messen, så vi ser frem til at høre den nye dato.”
Keld Andersen, direktør

Danish Agro Machinery
”Danish Agro Machinery, som udstiller blandt andet Claas-produkter, bakker 100 procent op om beslutningen om at udsætte Agromek. Vi havde glædet os til Agromek, men med de retningslinjer der er nu, så er det en ansvarlig og helt rigtig beslutning. Agromek har stor betydning for vores danske maskinaktiviteter, og vi har altid benyttet Agromek som platform til at skabe relationer til nye kunder og få en god maskinsnak med nuværende kunder. Men af hensyn til vores kunder, medarbejdere og leverandører så er det en helt korrekt beslutning, ledelsen i MCH og bestyrelsen i Agromek har taget.”
Michael Husfeldt, administrerende direktør

VikingDanmark
”Agromek er en vigtig messe for os, og derfor havde vi set frem til som vanligt at mødes med kunder og samarbejdspartnere på kvægudstillingen. Vi bakker dog 100 procent op om beslutningen om at udsætte messen og har også fuld forståelse herfor – det er det eneste rigtige at gøre i den nuværende situation. Vi ser allerede nu frem til næste messe.”
Lisbet Holm, vicedirektør

STEMAS/JMM Group
”Agromek er en af de messer, der tiltrækker mange besøgende, og det skal vi værne om. Derfor har vi stor respekt for beslutningen om at udsætte messen, da vi mener, at det er bedst for alle parter at gennemføre en messe, som vi kender den, når vilkårene igen tillader det. Agromek har altid haft stor betydning for os, da det er her, at landmændene giver sig tid til at tale med os og se på alle nyhederne. Derfor er vi selvfølgelig utroligt kede af, at vi ikke møder branchen til januar, men vi glæder os i stedet til næste gang.”
Robert Kjærgaard, salgsdirektør

Dansk Maskinhandlerforening & Maskinleverandørerne
”Under de nuværende omstændigheder med mange usikkerheder er det den eneste rigtige beslutning at udsætte Agromek. Agromek er den vigtigste samlende messe for hele maskinhandlerbranchen, og derfor ser jeg også frem til, at vi igen kan komme på Agromek. Branchen har brug for et stærkt udstillingsvindue overfor vores mange kunder, og Agromek repræsenterer det ypperste. I de senere år er Agromek også blevet et af de vigtigste elementer i vores rekrutteringsindsats.”
Klaus Nissen, direktør

SKIOLD Group
”SKIOLD forstår baggrunden, for at Agromek ønsker at udskyde messen i 2021, og støtter op om beslutningen.”
Heidi Agerbæk, marketing coordinator

Vogelsang Danmark
”Vi havde virkelig glædet os til Agromek messen i januar 2021, men finder det fornuftigt at udsætte messen, da vi med de kortsigtede restriktioner kan tvivle på de besøgende fra ind- og udland. Vi ser nu frem mod messen, når vi igen kan mødes med vore kunder, diskutere løsninger og fremvise teknologi i en mere normal verden.”
Niels Agerbo Nielsen, adm. direktør

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.