Agrometers resultat dykker

Den danske maskinproducent tæt på nul i nyt årsregnskab.

Mens resultatet før skat var over ni mio. kr. i 2018, så kommer Agrometer ud af 2019 noget smallere med et overskud før skat på knap 50.000 kr.

Det fremgår af et netop offentliggjort årsregnskab hos CVR.

I regnskabet anser ledelsen hos producenten af bl.a. selvkørende gylleudlæggere og vandingsmaskiner til landbruget resultatet for værende mindre tilfredsstillende. 

Agrometer er i lighed med sidste år en yderst solid dansk maskinproducent med en soliditetsgrad på 47 pct. og en fortsat uændret egenkapital på ca. 67 mio. kr.

For 2019 steg antallet af medarbejdere med et par stykker og virksomheden, der har til huse i Grindsted på en 27.000 m2 grund, beskæftiger nu 80 medarbejdere ifølge de seneste tal.

Udover at producere og servicere til landbruget leverer virksomheden bl.a. også pumper og vandingsanlæg til et bredt udvalg af aktører indenfor bl.a. industrien og den kommunale sektor.  

For 2020 forventer Agrometer igen at præstere bedre resultater, oplyses det.  

Det var fredag eftermiddag ikke muligt at træffe Agrometer for en kommentar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.