AgroTech og Grønt Center planlægger sammenlægning

AgroTech og Grønt Center på Lolland har underskrevet en hensigtserklæring om sammenlægning.

GTS-instituttet AgroTech med base i Agro Food Park ved Århus og Grønt Center på Lolland vil samle aktiviteterne til gavn for udviklingen af det danske fødevarerhverv.

En hensigtserklæring om samling af de to institutter er underskrevet med henblik på at udnytte de fælles kompetencer og teknologiske faciliteter.

I praksis vil der være tale om etablering af en AgroTech afdeling på Råhavegård i Holeby, hvor Grønt Centers salgs- og projektaktiviteter for fødevarer, planter og miljøteknologi i fremtiden vil blive gennemført, skriver parterne i en pressemeddelelse.

Sammen vil parterne tilbyde en effektiv infrastruktur på tværs af Danmark til afprøvning og udvikling af nye produkter og teknologi. Grønt Centers øvrige aktiviteter vil fortsætte i Fonden Grønt Center.

»Vi ser store muligheder for AgroTech i en stærkere tilstedeværelse i Region Sjælland. Det vil bringe os tættere på en række af vores kunder, og vi vil være i stand til at servicere alle vores kunder bedre, ikke mindst på grund af adgangen til de faciliteter, Grønt Center råder over,« siger adm. direktør Thomas B. Olsen, AgroTech.

»Målet med at indgå samarbejdet er således at udnytte de synergieffekter, der helt indlysende er ved at råde over flere faciliteter til understøttelse af vores rådgivningsaktiviteter.«

Grønt Center råder bl.a. over et GMP laboratorium og pilot plant til fødevareproduktion. Desuden har centret faciliteter til fødevareproduktudvikling. Sidst men ikke mindst står Grønt Center bag det såkaldte Algeinnovationscenter og er derfor godt rustet til at udnytte mulighederne i det biobaserede samfund.

»Et samarbejde med AgroTech vil gøre os til en del af noget større og give os adgang til værdifuld viden. Samtidig kan vores ydelser nu tilbydes gennem et GTS institut, der udgør en vigtig brik i det danske innovationssystem, og vores faciliteter komme stærkere i spil.« siger direktør Poul Hunniche Madsen, Grønt Center.

De to parter arbejder nu videre frem mod en sammenlægning af rådgivningsaktiviteterne den 1. januar 2015.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.