Allerede i Danmark: Her er de nye funktioner på topriver fra Claas

Ny Claas Liner-serie med fire rotorer og arbejdsbredder op til 15 meter har allerede bevist sit værd på danske græsmarker.

Lettere indstilling og håndtering. Bedre terræntilpasning. Lavere transporthøjde. Øget robbusthed.

Fire nøgleord for Claas’ nye Liner-serie af firerotorsriver, et segment, hvor Claas er markedsledende.

Den kommer i fire modeller med variable arbejdsbredder fra 9,3 til 15 meter.

Topmodellen Liner 4900 Business har 14 rivearme pr. rotor og en rotordiameter på 3800 mm. Nyt er teleskopiske arme og en placering af styreenhed, elektronik og hydrauliskventiler inde i højstyrkestålrammen. 

På topmodellerne kan hver teleskoparm betjenes individuelt, og de ønskede skårbredder kan indstilles og lagres via ISOBUS.

Justering fra traktorkabinen

Claas holder dog fast i mekanisk og direkte rotordrift, men har udviklet nye nonstop-overbelastningssikringer og reduceret omdrejningstallet i Y-gearkasserne fra 540 til 350 omdrejninger i minuttet for at skåne drivlinjen.

Hver rotor har et nyudviklet affjedrings- og beskyttelsessystem med 3D-bevægelighed, der sikrer god terrænfølgning, også ved høj fremkørselshastighed og store græsmængder. Standard er fire bærehjul, mens seks bærehjul er en valgmulighed.

Indstilling af arbejdshøjden sker mekanisk på seriens to Trend-modeller, mens hydraulisk justering er en valgmulighed på de to Business-topmodeller.

Flot resultat i dansk test

Serien er dog ikke helt uset i Danmark. En test- og demomodel deltog nemlig i Grovfoderekskursionens test af pickupriver sammenlignet med mere traditionelle rotorriver.

Her klarede den nye Claas Liner sig fremragende med høj kapacitet, et jævnt og homogent skår med god eftertørring samt en minimal stigning af sandindholdet.
 

Faktaboks

Fire Claas Liner-modeller

  • Liner 4900 Business med arbejdsbredde fra 10,1 til 15 meter, 3800 mm rotordiameter og 14 rivearme pr. rotor
  • Liner 4800 Business med arbejdsbredde fra 9,3 til 13,6 meter, 3500 mm rotordiameter og 12 rivearme pr. rotor
  • Liner 4800 Trend med arbejdsbredde fra9 ,3 til 13,6 meter, 3500 mm rotordiameter og 12 rivearme pr. rotor
  • Liner 4700 Trend med arbejdsbredde fra 9,3 til 12,7 meter, 3300 mm rotordiameter og 12 rivearme pr. rotor

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.