Alsidig såmaskine fra Horsch giver færre overkørsler

På bedriften Uhrenholt I/S ved Tarm har man investeret i en Horsch Focus 6 TD, som foreløbig har været over 1.100 hektar i det vestjyske.

Somme tider kan en nyinvestering virkelig kaste fordele af sig. På bedriften Uhrenholt I/S ved Tarm i det vestjyske har købet af en ny Horsch Focus 6 TD såmaskine således betydet, at man sparer en overkørsel - og masser af brændstof.

»Tidligere kørte vi først over med en dybdeharve og en Horsch Pronto såmaskine bagefter. Med den her klarer vi det hele med en overkørsel«, siger bedriftens faste mand på Focus såmaskinen, Johannes Madsen, der også tegner et præcist billede af brændstofbesparelsen.

»Tidligere brugte vi 10 til 12 liter pr. hektar med såmaskinen og 15 liter pr. hektar med dybdeharven. I dag klarer vi os med 16 liter pr. hektar med såmaskinen«, forklarer Johannes Madsen og tilføjer, at såmaskinen er nem at betjene og meget effektiv.

Alsidig maskine

Focus 6 TD maskinen gjorde sit indtog på den vestjyske bedrift tilbage i marts måned. Efter at have været over 900 hektar i foråret og et par hundrede hektar her i efteråret er der kun lutter positive ord tilovers for maskinen.

»Jeg synes, den virkelig overrasker positivt, i hvert fald indtil videre«, siger Johannes Madsen.

Hos Uhrenholt drives jorden pløjefrit, og med indkøbet af Focus TD maskinen er der altså nu optimeret og effektiviseret med færre overkørsler ved afgrødeetablering. Ved etablering af vårsæd nedfældes der først gylle, og Focus’en slippes derefter løs, og jorden løsnes i normal pløjedybde med samtidig placering af lidt gødning og præcis såning af vårsæden – alt i én overkørsel.

Hos Uhrenholt I/S driver man 850 hektar planteavl med bl.a. hestebønner, kernemajs, vårhvede, hvede, byg, maltbyg, raps og frøgræs. Focus’en er alsidig og klarer at så korn og bælgplanter. På bedriften etableres der bl.a. vårbyg med samtidig etablering af frøgræs på hver anden række. Godt 100 hektar hestebønner indgår også i sædskiftet.

Flere muligheder

»En Focus TD såmaskine er ganske alsidig med høj udnyttelsesgrad og kan arbejde og etablere afgrøderne helt direkte i stub, efter harve eller efter plov«, siger Arne Gejl fra den danske importør af Horsch, Stroco-Agro ved Hammel.

Focus TD maskinerne fra Horsch er velkendte som strip-till såmaskiner med TerraGrip harvetænder arbejdende sammen med TurboDisc dybdestyrede skiveskær.

Tankindholdet på Focus TD maskinerne er 5.000 liter, opdelt i 40/60 forhold, hvor man selv kan bestemme, hvilket kammer der bruges til udsæd eller gødning eller begge tanke til udsæd. DuoDrill frøudstyr kan også monteres.

Faktaboks

3 egenskaber ved Horsch Focus 6 TD:

  1. To bredder: Focus TD maskinerne fås i arbejdsbredderne fire og seks meter.
  2. Delt tank: Tankindholdet er 5.000 liter opdelt i 40/60 forhold, hvor man selv kan bestemme, hvilket kammer der bruges til hvad.
  3. Strip-till: Focus TD maskinerne er velkendte som strip-till såmaskiner med TerraGrip harvetænder og TurboDisc skiveskær.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.