Amazone klar med »Mister SwingStop«

Den kommende Amazone UX 01 trailersprøjte bliver blandt stjernerne, når Amazone ruller grejet ind i neonlyset under dette års Agritechnica.

Det var ikke kun tomme løfter, da den tyske producent af landbrugsmaskiner, Amazone, bekendtgjorde, at man ville stille op på Agritechnica med »et fyrværkeri af nyheder«. Da Amazone på en ejendom nær Cappeln i Tyskland tidligere i dag viste Agritechnica-nyhederne frem for op mod 120 journalister fra store dele af verden, var der masser af nyt på plakaten.

Og en af stjernerne var en ganske særlig trailersprøjte, en ny generation af UX-serien, nemlig Amazone UX 01, en særdeles innovativ sprøjte, der får alle de features, som forventes af en moderne sprøjte - og lidt til. Og hvor meningen med teknologien er, at den skal give merværdi for landmanden.

Innovationerne handler ikke mindst om bomstyring, hvor UX 01 kan alt det, som næsten er selvfølgeligt - såsom at følge underlagets konturer og også bevæge sig under vandret. Den er således begavet med Distance Control eller Distance Control Plus. Men nyheden får også mulighed for det nye Contour Control bomstyringssystem i kombination med SwingStop, så man alt i alt har styr på både horisontale og vertikale bevægelser.

Når en bom svinger fremad i kørselsretningen, får man underdosering, og når bommen svinger bagud, mens man kører fremad, får man overdosering. SwingStop måler via accelerationssensorer, når det sker - og kompenserer for det omgående. Ud over sensorerne bygger systemet på hurtigtreagerende hydraulik.

Men ikke nok med det - en ny mulighed er SwingStop Pro, hvor dyserne ændrer dosering, alt efter om bommen svinger frem eller tilbage, altså en dynamisk tildeling.

Hos Brøns Maskinforretning, som importerer Amazone, er der store forventninger til nyheden.

»Især regner vi med, at der bliver stor interesse for SwingStop Pro. Vi har i hvert fald et par kunder, der har sagt, at de gerne vil have det, når det kommer. Det er guf for det danske marked, der hernede er kendt for at være et højteknologisk marked. Vi bliver jo ofte spurgt fra Amazones side, om vi vil være med til at prøve nyheder af,« siger Anders Clemmensen fra Brøns Maskinforretning og tilføjer, at han regner med, at de første par eksemplarer kommer til Danmark fra januar, hvorefter man i foråret bliver klar til at levere de serieproducerede sprøjter.

»Og så er der i øvrigt ikke andre på markedet, der har noget, der svarer til SwingStop Pro,« siger Anders Clemmensen.

Blandt dens features er også en medstyrende aksel, der styrer op til 28 grader, hvilket giver en indre venderadius på 4,5 meter.

Amazone UX 01 kommer med tanke på 4.200, 5.200 eller 6.200 liter og bomme fra 27 til 40 meter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.