
Præcis som hos danske landmænd er bæredygtighed, klima og CO2-udledninger noget, som fylder i maskinbranchen. Hos Massey Ferguson, der søndag formiddag holdt pressemøde på Sima Show, gik en del af tiden faktisk med at sætte fokus på, hvor langt mærket er nået i sin grønne omstilling.
- Siden 2017 har vi fordoblet vores areal ved Beauvais, hvor vi har vores traktorproduktion, men vi har formået at holde vores energiforbrug uændret, fortæller Thierry Lhotte, øverste ansvarlig for Massey Ferguson i den såkaldte EAME-region, der blandt andet dækker Europa, Mellemøsten og Afrika.
På Massey Ferguson-standen står endnu et eksempel på den omstilling virksomheden er i færd med: En motorhjelm, der er fremstillet i 100 pct. bio-nedbrydelige materialer og som reducerer CO2-udledningen med hele 82 pct. i forhold til en traditionelt produceret ditto.
- Den indeholder hverken stål, plastic eller aluminium, og den skal vise, at vi tager de globale klimaændringer alvorligt. Vores udviklingsafdelinger er i høj grad fokuseret på at bruge mange af ressourcerne på at udvikle bæredygtige løsninger, fremhæver Thierry Lhotte.
I øvrigt vil Massey Ferguson i løbet af to år også etablere solceller på et fire hektar stort areal. Solcellerne skal ifølge Lhotte levere 5,5 gigawatt til fabrikken i Beauvais.
Kommentarer