Børn kører nu pedaltraktorer på børnebondegård

Nu kan de besøgende på Børnebondegården i Horsens udføre dagens dont på en ”rigtig” Fendt- eller Massey Ferguson-traktor.

Agco Shop har netop leveret 12 fabriksnye pedaltraktorer til legepladsen på Børnebondegården i Horsens.

Børnebondegården har et stort anlæg med indhegninger og stisystemer, hvor der holdes kæledyr og husdyr, bl.a. flere slags høns, ænder, gæs, kaniner, geder, får, marsvin, duer og grise. Flere børn besøger gården i løbet af ugen.

Gården har desuden områder til leg, bevægelse, naturlære og viden omkring landbrugssamfundet og fødevareproduktion, bl.a. 'Fra jord til bord', hvor besøgende kan se, hvordan dyrene passes, samt få ny viden om de dyr, vi spiser i Danmark.

Børnebondegården tilbyder desuden et dagbeskæftigelsestilbud til unge over 15 år, som får mulighed for at opkvalificere sig og blive bedre til at se egne ressourcer og derved forbedre deres muligheder for uddannelse eller anden beskæftigelse.

David Lamuño Suárez fra Agco Shop mener, at det er vigtigt, at børnene kommer ud og ser de levende dyr, så de ved, hvor maden kommer fra samt får en ide om, hvordan livet på en bondegård foregår.

"Desuden ønsker vi at støtte op om Børnebondegårdens aktiviteter, hvor de med udgangspunkt i dyrene og den daglige drift på gården hjælper unge mennesker med sociale udfordringer,” lyder det fra sponsoren.

Agco Shop er et butikskoncept bestående af de danske Challenger, Fendt og Massey Ferguson forhandlere. De har 32 forhandlere fordelt over hele landet. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.