Bestilling fra Anders udløste udvikling af ny Dalbo-harve

Navnet Cultimax er kendt, men tilnavnet Eco fortæller, at Dalbos nye såbedsharve er målrettet økologer.

Dette er et godt eksempel på, at et ønske fra en enkelt landmand kan være starten på en hel serieproduktion af et nyt redskab. Dalbo har efterhånden produceret såbedsharver under Cultimax navnet i mere end 15 år, men er nu klar med en videreudvikling, som har fået navnet Dalbo Cultimax 800 Eco. Maskinen er en kraftig otte-bullet såbedsharve med stor arbejdskapacitet. Som navnet antyder, er den målrettet til økologiske landbrug.

»Det begyndte med, at vi byggede en syvbullet harve på bestilling til en fransk kunde, men det blev aldrig helt optimalt. Til gengæld fik vi en forespørgsel fra økolog Anders Stensgaard, der bor lige i nærheden af Dalbo. Han driver 970 ha specialafgrøder, og han og hans traktorfører havde nogle idéer. Det er altid godt med samarbejder af den slags med store bedrifter eller maskinstationer«, siger Dalbos salgsansvarlige for Skandinavien, Knud Jepsen.

Tre nye er solgt

»Vi har siden da produceret tre. De er alle solgt, og nu indgår den i vores normale produktprogram. De første var med en enkeltrækket efterharve, men nu er den udstyret med en trebullet efterharve, og det betyder, at kvikklumperne virkelig får noget rusk«, tilføjer Knud Jepsen, der også bemærker, at tænderne er 12 cm højere end normale såbedsharvetænder, mens de store og høje hjul gør kørsel med redskabet meget rolig.

’Gammeldags skuffejern’

»Forhistorien er, at vi i 2017 fik en seksmeters harve fra Dalbo, men tiden var inde til at få en større udgave, så vi spurgte Dalbo, om de ikke kunne bygge en ottemeters. Den fik vi så leveret i efteråret 2020, og det er den, der er forgængeren for produktionsmodellen«, forklarer Anders Stensgaard, Stensgaard Landbrug i Randbøl.

Siden da har prototypen været over nogle tusinde hektar med et godt resultat.

»Det er en supergod harve, som giver fuld gennemskæring, og den er god til at blotlægge ukrudtet, så det kan ligge og tørre på overfladen. Det er simpelthen et godt, gammeldags skuffejern«, siger Anders Stensgaard.

Vises på dyrskuer

Cultimax 800 Eco sørger ifølge producenten for en god opblanding af jorden, idet der er stor gennemstrømning af jord og planterester. Samtidig sikres en stabil og præcis jordbearbejdning, dels ved hjælp af kraftige drejbare hjul på hver sideramme, dels ved hjælp af det justerbare træk. Overkørsel med den nye 800 Eco er således med til at reducere ukrudt.

Cultimax 800 Eco vil blive vist på dyrskuer og til andre arrangementer i år.

Faktaboks

4 detaljer om Dalbo Cultimax Eco 800

  1. Kraftig 8-bullet: såbedsharve målrettet økologiske landbrug.
  2. 54 tænder:, tandafstand på 150 mm, er monteret med en gåsefod på 210 mm.
  3. Den kraftige efterharve: har 12 mm buede strigletænder fordelt på tre buller.
  4. Store hjul: 520/50x17.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.