Bjærgede maskiner for flere hundrede millioner væk fra russerne

Der er dansk aftryk på redningen af store værdier i Ukraine, som blev kørt væk fra russerne og i sikkerhed. Få dit overblik om stort og småt i maskinbranchen her.

God mandag morgen,

Jeg kickstarter den nye uge med billeder fra lidt af en maskinpark, som jeg stødte på i Ukraine for nylig. Her har en af landets største maskinhandlere nemlig fået kørt en masse maskiner og biler ud fra områder, hvor russerne har besat landet. Det er enorme værdier, som med dansk hjælp nu står sikkert i Vestukraine.

Men først skal vi lige have lidt aktuelt nyt fra weekenden og høsten.  

Mekanikere klar hele natten

Lørdag var jeg selv et smut i Bovrup i Sønderjylland til en stor familiefest. Mens musikken spillede i laden, så var der også en anden lækker baggrundsmusik. Den kom fra en Claas Lexion 8900, som kørte hele aftenen og først afsluttede arbejdsdagen midt på den tørre nat netop, som vi også syntes, at nu var det sådan set også ok til at trække stikket.  

Det gode høstvejr var langt fra ikke kun til stede i Sønderjylland. Fra SDK, som står stærkt i bl.a. Nord- og Østjylland forlyder det, at man alene lørdag fik 200 serviceopkald om stort og småt, hvor al disponibel mandskab stod klar nat og dag til at holde høstmateriellet i gang.

- Eksempelvis fik vi et opkald på en Axial Flow natten til søndag, men vi kunne løse det i telefonen, så kunden kunne høste videre, og vi havde så en tekniker ude at følge op lidt senere på natten eller morgenen, tiden flyder lidt sammen, beretter en glad servicechef Brian Bo Jensen fra landets største Case IH-forhandler, som er stolt over, hvad der bliver ydet i branchen.

- De mekanikere, teknikere og reservedelsmedarbejdere vi har i branchen er helt unikke. De rejser sig fra sofaen for at sikre den danske høst kommer i hus, imens deres naboer nyder tiden på terrassen, siger han – og til det kan man jo kun være meget enig.

Russerne skal ikke få det

Og så til historien bag dagens overskrift. Jeg var som sagt for nylig på en tur i Vestukraine. Her var jeg bl.a. forbi Thyregods nye fabrik, hvor de er på vej til at opbygge en større produktion.  Inden de har fået opbygget produktionen, så lejer en af Ukraines største maskinhandlere sig ind med maskiner, som er fragtet væk fra russerne. En dag i dette forår skulle det bare gå stærkt med at få kørt maskiner til fabrikken i Sambir 70 km syd for storbyen Lviv.

Blækket på aftalen om at leje dele af en danskejet fabrik den vestlige del af Ukraine var endnu ikke på plads, før lastbilerne begyndte at trille ind med maskiner fra maskinhandleren Poletekhnika.

- Vi havde en aftale mundtligt, og inden vi nåede at skrive den under, så kom lastbilerne. De har bare været læsset og kørt afsted, fortæller den danske direktør Jakob Hansen og anslår, at der må have været maskiner for over 100 mio. kr.

Jeg ser rigtig mange selvkørende sprøjter fra en brasilianske producent Stara, som mange nok ikke kender her i Europa, stående i en af hallerne. Med sit store vingefang er den næppe billig. Firmaet er også hovedforhandler af Horsch-udstyr i Ukraine og tæller flere titals såmaskiner fra Horsch, en større beholdning af New Holland traktorer og mejetærskere rundt omkring i hallerne – og en del enheder udenfor.

Leder af afdelingen Ivan Demenko fortæller, at man allerede har fået en del maskiner solgt videre og kørt videre til tjeneste i landbruget i det krigsplagede land.  

Men desværre er det ikke kun en solstrålehistorie. Firmaet har hovedkontor i byen Zaporozhye, hvor man er tæt på slagmarken. I øjeblikket har man derfor flyttet en del aktivitet til Kyiv. Jeg spørger til, hvor mange maskiner de har mistet til russerne. En afdeling i Kharkiv ligger nu i et russiskkontrolleret område.

- Det vil jeg slet ikke sige. Russerne har taget alle maskiner fra vores største afdeling. Det er mange, mange maskiner. Man kan ikke lave aftaler med dem, siger han. 

Du kan i øvrigt læse mere om den danske maskinfabriks tilstedeværelse i Ukriane og deres ekspansionsplaner, som stille og roligt aktiveres på trods af krigen her:

Dansk maskinfabrik kører igen i Ukraine og er på vej mod udvidelse

Flere modeller og ny kabine i Lexion fra næste år

Inden vi runder dagens nyhedsgennemgang af, så skal vi lige et smut forbi Hamborg. Her præsenterede Claas en række nyheder forleden. Min kollega John Christensen kunne bl.a. berette, at der sker ting og sager med Lexion-serien, hvor den store nyhed er, at hele Lexion-serien fra næste år får ny kabine.

Kabinen blev introduceret på den mindre Trion-serie sidste år og følger nu altså trop på alle Lexion-maskiner. 

Nyt i serien er også Lexion 8600, der klemmer sig ind mellem Lexion 7700 og de større 8000-modeller.

Flere modeller og ny kabine i Lexion fra næste år

Stadig intet svar om bæltetraktor

I sidste uges udgave af morgenposten rundede jeg lige det faktum, at transportminister Trine Bramsen endnu ikke har svaret på et folketingsspørgsmål om, hvorvidt danske regler om bæltetraktorer er konkurrenceforvridende. Spørgsmålet er ellers ikke helt nyt, da det kom i slutningen af marts og vanligvis skulle besvares indenfor få uger.

Nå, men nu er vi i midten af august, og mon ikke det snart er til et svar i sagen. Vi følger op igen i næste uge.

Deere kører i marken med fremtidens maskine

Apropos bæltetraktorer, så har mediet Futurefarming.com en spændende historie om, at John Deere snart starter med at køre test med en elektrisk, førerløs bæltedrevet traktor i Australien. Ifølge John Deeres folk i Down Under er planen, at man om fire års tid kan købe produktet på det australske marked. Hvis du var på Agritechnica sidste gang i 2019, så har du muligvis allerede set maskinen.

Det sker

I vores egen lille andedam har vi en del i denne uge vores traktortester John Christensen på stor international traktortest i Finland – det kommer vi til at fortælle meget mere om senere på året.  

Fredag fortæller John Deere nyt om tilværelsen som stor traktor- og maskinproducent i forbindelse med et nyt kvartalsregnskab.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.