Borgeby viser alle tænkelige metoder til at så hvede

Borgeby Fältdagar holder som sædvanlig adskillige demonstrationer af maskiner i marken. En af de nye i år bliver en bred demonstration af såningsteknikker.

Borgeby Fältdagar, som i år foregår i dagene 24.-25. juni, har fået et ry som en venlig landbrugsmesse, hvor et stort fagligt indhold betyder, at man kommer helt ned i jordhøjde. Og her spiller de mange maskindemonstrationer en væsentlig rolle, så den besøgende kan komme hjem med ny viden og inspiration.

Ifølge arrangørerne er muligheden for at se de nyeste landbrugsmaskiner i aktion et højt skattet indslag på messen. Kyndige teknikrådgivere fortæller om de forskellige maskiner, mens de arbejder, og man får mange faktuelle oplysninger serveret på meget kort tid, da maskindemonstrationerne efter planen varer blot 40 minutter hver.

På messen i år fokuserer arrangørerne blandt andet på reduceret jordbearbejdning. Herunder er årets nyhed en særlig demonstration af maskiner til hvedeetablering med syv forskellige såsæt.

Rådgivere kommenterer

»Vi vil vise mangfoldigheden af de systemer, der findes for at etablere en afgrøde, det vil blandt andet sige redskaber til no-till, stripp-till, reduceret jordbearbejdning samt et plovbaseret system. Resultaterne kan man se på forsøgsparcellerne, ligesom man kan kigge nærmere på maskinerne og se dem arbejde. Samtidig kommenteres det hele af rådgiverne, som deler ud af erfaringerne med de forskellige metoder og systemer,« lyder det fra arrangørerne.

Demonstrationen af de forskellige såteknikker inden for hvedeetablering er planlagt af Camilla Persson og Marcus Willert, HIR Skåne, og den foregår både onsdag den 24. juni om eftermiddagen og torsdag den 25. juni om formiddagen.

Derudover er der planlagt endnu en relateret demonstration med titlen jordbearbejdning og såning. Den foregår to gange onsdag den 24. juni, nemlig ved middagstid og sidst på eftermniddagen samt torsdag den 25. juni om formiddagen. I demonstrationen indgår forskellige typer af maskiner til jordbearbejdning, såbedsforberedelse og afgrødeetablering. Ansvarlig for demonstrationen er maskinrådgiver Frederik Hallefält, HIR Skåne.

Oversigten over de planlagte maskindemonstrationer kan ses på borgebyfaltdagar.se. Der er også demonstrationer af maskiner til mekanisk ukrudtsbekæmpelse, marksprøjter og græshøst.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.