Bredal spreder nyt på både Roskilde og Borgeby
Bredal viser på Roskilde Dyrskue og Borgeby Fältdagar det nye XE-sprederværk til kalk og gødning. Programmet af bugserede og liftbårne spredere med Isobus-styring og GPS-styret sektionslukning vinder frem.

På Roskilde Dyrskue og Borgeby Fältdagar udstiller kalk- og gødningssprederproducenten Bredal en bred vifte af liftophængte og bugserede spredere. Størst interesse forventer virksomheden, at der vil være om deres nye seks meter brede XE-sprederværk, som spreder kalk i en bredde på 30 meter. Det er første gang, at det vises på Roskilde og Borgeby.

XE-sprederværket tilbydes på de bugserede vogne K105XE, K135XE og K165XE, som alle kan anvendes til spredning af både kalk og handelsgødning. Når XE-værket foldes ud hydraulisk, er de to spredertallerkner placeret med en afstand på seks meter, og de fødes via to transportbånd. Dermed øges arbejdsbredden til 48 meter med handelsgødning og 30 meter med kalk – sidstnævnte er markedets bredeste. Tidligere var den maksimale spredning 12-16 meter for kalk.

»De danske maskinstationer har fået øjnene op for den store spredebredde med XE-spredeværket og den længere sæson, som det har givet. Spredebredden på 30 meter betyder, at maskinstationerne kan bruge plejesporene, når afgrøderne er etablerede, og der har givet mere arbejde til de maskinstationer, der har investeret i den nye spreder«, siger Jacob Bangsgaard fra Bredal.

De første K-XE-modeller til danske maskinstationer blev leveret sidste år. Alle K-XE-modeller har Isobus-styring og kan leveres med vejeceller, GPS-styret sektionslukning og kantspredning samt GPS-tildelingskort. Den største version, K165-XE, rummer op til 25 tons kalk, og den kan sprede op til 2.200 kg i minuttet.

Bredal spreder to tons kalk i minuttetMaskiner 4. februar · 06:00

Præcisionslandbrug i vækst

Indenfor spredning af handelsgødning vises Bredal F10, en bugseret handelsgødningsspreder med Isobus, samt den lifthængte Bredal F4, der ligeledes er udstyret med den seneste generation af Isobus-styring.

Begge understøtter de landmænd, der ønsker at drive præcisionslandbrug.

»Andelen af spredere, der er udstyret med computerstyring, er stigende og udgør i dag en stor del af vores salg. Ønsket om at gødske effektivt og arbejde med variable gødningskort og GPS er klart på vej frem«, siger Jacob Bangsgaard.

Blandt de liftophængte gødningsspredere vises også Bredal F2, som er en mekanisk, lifthængt gødningsspreder, der bekender sig til de basale dyder i form af en enkel og langtidsholdbar mekanik uden elektronik, som der stadig er et marked for. Desuden vises SGS 2000, der er en lifthængt spreder til salt og sand.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.