Brugervenlig terminal et hit - Korslund har købt fem

Egentlig var det planen kun at købe en enkelt eller måske to nye Valtraer på den nordjyske bedrift, men så greb det om sig.

Allerede da vi nærmer os Korslund Landbrug nær Brønderslev i det nordjyske, får vi øje på den første. En ny Valtra funkler i forårssolen, mens den trækker en stenstrenglægger hen over marken. Og da vi triller ind på gårdspladsen, står der yderligere to skinnende eksemplarer af de finske traktorer, den ene udrustet med en harve, den anden med en gødningsspreder. Og vi ved, at der i nærheden er yderligere to.

Korslund Landbrug, en stor planteavlsbedrift, har nemlig investeret i fem nye Valtra-traktorer, alle indkøbt hos Hjallerup Maskinforretning og leveret i foråret og sommeren sidste år. Og de finske traktorer har endda fortrængt et andet traktormærke fra bedriften, der dyrker 825 hektar, herunder cirka 100 hektar med kartofler.

Valtra har fået fat

»Det er yderst sjældent, at vi leverer fem traktorer i én handel til en landbrugskunde. Og det er måske et godt eksempel på, at Valtra er ved at få ganske godt tag i markedet. Vi nåede i 2018 en markedsandel i vores område på 20 procent«, siger salgskonsulent hos Hjallerup Maskinforretning, Ole Kyvsgaard, der tilføjer, at Korslund Landbrug i samme ombæring købte en ny seks meters Kverneland U-drill såmaskine og en Kverneland Geospread gødningsspreder.

De fem Valtraer er mere præcist en Valtra S394 med 400 hestekræfter, to styk S274 med 275 hestekræfter, en T214 med 220 hestekræfter og en T174 med 175 hestekræfter. Alle har trinløse transmissioner og Valtras nye terminal med touchfunktion. Og alle er de tiltænkt særlige opgaver. Eksempelvis skal S-modellerne så. T214 skal køre med marksprøjte, og T174 kører stenstrenglægger og har også frontlæsser.

Terminal et hit

Og netop det, at traktorerne og deres betjening er ens, betyder meget på bedriften.

»Vi har jo elever og af og til også medhjælpere. Og så er det en stor hjælp, at traktorerne fungerer på den samme måde, så det er velkendt betjening, uanset hvilken traktor de sætter sig ind i. Så behøver de ikke spørge mig så meget. Og den nye Valtra-terminal er i øvrigt et hit hos de unge. Den er meget brugervenlig«, siger driftsleder på Korslund Landbrug, Jan Borup, der også har en del at skulle have sagt, når bedriften skal købe nyt materiel.

»Ejeren af bedriften ville gerne have Valtra, og det var jeg helt med på. De fem traktorer har foreløbig gået 4.000-5.000 timer. Vi er rigtig godt kørende nu, og inden længe kommer der nok en sjette Valtra ind i billedet«, siger Jan Borup, der tilføjer, at det også har betydning at Hjallerup Maskinforretning bor tæt ved.

Faktaboks

3 egenskaber på dagens Valtraer:

  • Kapable: De moderne Agco-motorer er driftsikre og med stor ydelse.
  • Nemhed: Førerhuset og indretningen er komfortabelt udlagt, og ikke mindst den nye Smart Touch terminal er en gevinst, som vælges af cirka halvdelen af køberne.
  • Sikkerhed: Fire års forsikringsgaranti dækker, hvis man overholder serviceeftersynene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.