
God mandag morgen.
Da det for nylig kom redaktionen for øre, at nu bygger legendarisk traktorbygger fra Amerika igen traktorer, så greb vi knoglen til en vis Ron Harmond i Montana.
I de kommende dage kan enhver, som er udstyret med et TraktorTech-abonnement eller fornøjelsen af at dreje ind på udvalgte tankstationer, læse interviewet i det nye TraktorTech, hvor Ron Harmon varmer op til næste uges officielle lancering af den kendte traktor overfor et dansk publikum.
Læs mere her – og hør også TraktorTechs podcats Maskinitis i de kommende dage, hvor vi kommer bag om det usædvanlige interview.
Først et par andre aktuelle historier i denne nyhedsgennemgang af stort og småt fra maskinfronten, der som sædvanlig kickstarter ugen for dem, som gerne vil vide mere om maskiner.
Stort Semler-salg – og noget af en turn around
Efter en række underskud blev 2022 året, hvor Semler Agro for alvor fik vendt resultaterne.
Forleden udsendte Semler Gruppen regnskaber for datterselskaberne – og her udmærkede landbrugsselskaberne sig i samlet flok. Jo, senest tilkøbte Herborg har over mange år haft ry for solide regnskaber – men denne gang kom Semler Agro-delen også flot med.
Et forbedret resultat på knap 40 mio. kr.(ja!) og en bundlinje efter skat på 26 mio. kr. I alt leverede Semler Agro og Herborg en omsætning på 1,4 mia. kr. og et overskud på 68 mio. kr. før skat.
Første Semler Agro-overskud: 32 millioner
Spektakulært byggeri indviet i Ringsted
Fredag og lørdag er der blevet sparket dæk til den store guldmedalje i Ringsted, hvor en række maskinhandlere bor side om side og samarbejder om at afholde åbent hus samtidig. Hos Helms blev det også anledningen til officielt at åbne den nybyggede afdeling – ligesom salget af den gamle til Semler Agro betød, at John Deere også var kommet til byen. Helms har beklædt det nye byggeri med træ og helt i tidens trend kommer anlægget til at være selvforsynende med strøm fra en masse solceller, som ankommer til huset i dag og sættes op på taget i den kommende tid. Jakob Helms fortæller mere om den sag i denne video – hvor du også kommer med indenfor.
Læs og se mere ved selvsyn her:
Se maskinforretningen som selv er strømproducent: - Vi er helt off grid
Traktorrebellen giver dansk interview
Og så skal vi til historien bag overskriften denne morgen.
Når TraktorTech lander hos læserne i de kommende dage, så bliver det som før skrevet med prominent amerikansk deltagelse.
I den nye udgave af magasinet kommer vi en tur ind i sjælen hos produktionen af det, som man nok ikke kan kalde en lille, snild elegantier, men et stort, stærkt trækdyr fra prærien.
For nylig blev det bekendtgjort, at Big Bud efter tre årtiers pause genoptages i produktion i Montana.
TraktorTech har fået et interview med ejeren af Big Equipment, som nu bygger Big Bud igen.
Ron Harmon understreger over for TraktorTech, at den nye Big Bud 640, som bygges i samarbejde med partneren Rome Plow Company, er konstrueret efter samme koncept som dengang, han købte virksomheden af Arnold ’Big Bud’ Larson for knap 50 år siden.

Ron Harmon her ved den kendte Big Bud 747 med 1.100 hestekræfter. Foto: Marcus Pasveer
- Bud lærte mig, at det ikke skal være raketvidenskab at lave en traktor, og at den skal veje 100 pund per hk. De principper følger jeg. Modsat mange andre laver vi først et solidt chassis og monterer så motoren og andre komponenter, 640erens chassis er af 1,5 tommer tykt stål og det stærkeste på markedet, fortæller Ron Harmon.
Den nye Big Bud præsenteres officielt på ConExpo-maskinmessen i næste uge, i Las Vegas 14.-18. marts.
Så glæd jer i de kommende dage.
Stor fremgang hos Lemken
Forleden var Lemken ude og fortælle, at salget i 2022 langt fra var Covid-19-ramt. Faktisk steg omsætningen med en fjerdedel til i alt 4,1 mia. kr. Hvad tyskerne tjener på bundlinjen oplyses ikke. Året før lå indtjeningen i øvrigt pænt med et plus på ca. 150 mio. kr. hos familievirksomheden.
Læs mere her: Lemken sælger nu maskiner for 4,1 milliarder kroner
Endelig Færdig med årets høst
Det føles som længe siden, at mejetærskeren blev kørt ind i laden. Men rent faktisk er der en lille niche, som netop har afsluttet årets høst, rørhøsterne. De høster de rør, som tækkemændene bruger til stråtag. En lille del af det danske markeds behov dækkes af indenlandske rør – se en fascinerende sekshjulet maskine i aktion her:
Se det på et minut: Så afsluttes årets høst endeligt
Fendt sender brinttraktorer i marken
Inden vi slutter for i dag, så skal vi lige se en noget sjovt udseende Fendt-traktor. Det er dog ikke helt gakkede løjer, vi har med at gøre. Fendt er en af flere projektpartnere i Sydtyskland, som lige nu afprøver infrastruktur til brint og selve teknologien i et par brintdrevne-traktorer.
Prototyperne meldes klar til markarbejde – og vi bemærker, at designet er yderst originalt med tankene på taget. Om det sikkerhedsmæssigt er det mest oplagte, vil jeg være op til fagfolk at vurdere…
Det sker
Mange har nok fået med sig, at overenskomstforhandlerne er i mål i de store forlig. Men i en masse brancher kigger arbejds-givere og -tagere ligenu hinanden dybt i øjnene for at finde aftaler på deres område. En af disse er maskinhandlerbranchen. De starter deres forhandlinger i dag.
Onsdag frigives der nye tal for traktorindregistreringerne.
Det var alt for nu. Tak for opmærksomheden – og ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen
Kommentarer