Case IH gearer op med reservedele til høsten

Case IH får ekstra mange reservedele til høsten med to specielle sæsonlagre - et på Sjælland og et i Jylland.

Som ekstra sikkerhed for at kunne levere vitale reservedele hurtigt har Case IH etableret to særlige lagre af reservedele hos henholdsvis S.D. Kjærsgaard i det jyske og Mertz i Fakse på Sjælland. Disse sæsonlagre er tilgængelige for alle Case IH forhandlere, og skal supplere de reservedele som forhandlerne allerede selv har liggende.

»Det bliver helt sikkert en forbedring som kommer vores Axial-Flow kunder til gode. Vi har verdens bedste mejetærsker, men vi skal også have den bedst mulige service, hvis uheldet er ude i den travle høstsæson«, siger Niels Petersen, høstspecialist hos Case IH.

Lagrene kommer til at bestå af dele, der historisk har været stor efterspørgsel på. Samtidig vil de to lagre ligge inde med varenumre, der kan være svære at få transporteret hurtigt på grund af vægt eller størrelse eller andre transportrestriktioner.

»Derfor er det blandt andet drivaksler og indføringssnegle, der er lagt op på de lokale sæsonlagre«, siger Michael Dahl, der er ansvarlig for Case IH reservedele i Norden og Baltikum.

Skulle uheldet være ude, at reservedelen ikke ligger på et af de to speciallagre, har Case IH endvidere lavet aftaler om specialtransporter, der inden for 12 timer for eksempel kan transportere dele fra hele Tyskland til Vendsyssel - og til en fast forudaftalt pris.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.