Charmeoffensiv for at få solgt første førerløs stortraktor
Semler viser nu førerløs John Deere 8R frem i Sverige. Første salg stadig undervejs. Se den her.

Scenen kunne ikke have været meget mere anderledes.  

Det var en tidlig vinterdag i 2017 med sne i underlaget.
Nu bager varmen. Græsset er mere gult end grønt.

Fra Nordjylland til Skåne.
Men traktoren gør stadig det samme.
Kører autonomt.    

Under stor pressebevågenhed lancerede Semler Agro den selvkørende John Deere 8R i december. Som forhandler af hollandske Precision Makers kit til selvkørende traktorer lykkedes det som de første i verden at få en John Deere i den størrelse til at køre med udstyret.

Siden har løsningen fået ekstrem meget omtale i danske og internationale medier. I dag ser svenskerne på, mens traktoren med største selvfølgelighed selv kører rundt på skånske marker. Det første salg er dog endnu ikke realiseret.  

”Mange vil høre til den, og vi har haft seriøse forespørgsler på, om vi kunne levere udstyret til en John Deere 9-serie. Men det kræver mere udvikling at overføre det til en knækstyret traktor”, forklarer manager Morten Foged Skau fra Semler Agros enhed for udstyr til præcisionslandbrug, Semler Agro Solution Center.


Under en demonstration for udstyr til præcisionslandbrug fortalte Morten Skau Foged, Semler Agro overfor et større svensk og dansk publikum, hvordan udstyret fra Precision Markers virker. 

Den potentielle kunde var ellers meget interesseret i muligheden for en selvkørende traktor i den størrelse, da traktoren så skulle bruges til at trække harven umiddelbart efter, at mejetærskeren havde gjort sit, og høstmandskabet samtidig var til stede til at overvåge dens færden.  

Så småt i bevægelse næste år

Semler har importen af Precision Markers produkter for hele Skandinavien og forsøger i de her dage at gøde det svenske marked ved at vise en selvkørende plæneklipper og den store 8R frem på Borgeby-messen.  

Helt specielt dæk sat på den første traktor i NordenMaskiner 28. juni · 06:35

Morten Foged Skau forventer, at markedet for selvkørende traktorer for alvor tager fart i Danmark om nogle få år.

”Jeg tror, at vi vil se nogle stykker til næste år, og så kommer det for alvor om to til tre år”, siger han.

Han understreger, at det går som forventet for Semlers satsning på selvkørende landbrugsmaskiner.

”Det her er en investering for Semler, hvor der ikke forventes, at det giver resultater på meget kort sigt. Men på længere sigt skal vi selvfølgelig have solgt nogle enheder”, siger han.

Den mest omtalte førerløse traktor har indtil videre været den store John Deere. Semler Solution Center leverer dog også til andre mærker, og har foreløbig leveret kits til tre mindre Fendt-modeller, som kører på danske plantager. Derudover kører der en lille håndfuld plæneklippere på danske golfbaner.

Udover at se på løsningen til endnu større traktorer, så ser man også nedad i John Deeres modelrækker.

”Det er klart, at kan vi få flere modeller med, så er det også meget interessant i forhold til at få noget mere volumen,” siger han.  

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.