Claas-chef afliver førerløse maskiner – og alligevel ikke

Det er vanskeligt at få økonomi i førerløse og selvkørende maskiner, mener Claas. Men der er nogle muligheder, lyder det.

I en tid hvor førerløse traktorer og redskabsbærere strømmer frem i mange afskygninger, som du også ser i den nye udgave af TraktorTech, så ser Claas’s chef for produktudvikling mere afdæmpet på mulighederne.

”Der er ikke så mange områder indenfor planteavl(hvor det giver mening). Men der kan være nogle”, siger han og advarer mod, at man bliver alt for teknologi-fokuseret i stedet for at se hardcore på økonomien i maskinerne.

”Det kan godt være, at du(LandbrugsAvisens udsendte) er imponeret over innovationer, men det er ikke sikkert, at det giver så meget mening for landmanden”, lyder det med henvisning til bundlinjen.

Ifølge Nacke er det højst usandsynligt, at man eks. kan få god økonomi at lade mejetærskeren være førerløs.

”Hvor mange timer kører en mejetærsker i Danmark? Lad os sige 200 timer om året. Hvis vi så tager timelønnen i Danmark og sætter den så højt som 30 euro i timen – og hvis du er i stand til at tage piloten helt væk, så sparer du 6.000 euro om året. Hvis du siger til ingeniøren, at han for de penge skal ordne det, så skal han finde meget billige løsninger – og den skal være i stand til at tage skærebordet på – tage de første to runder selv først – hvilket er svært, køre hjem selv – og selv tanke – så må jeg bare sige held og lykke. Vi får så brug for ekstremt dygtige ingeniører”, siger han og lægger lige til, at man også skal regne udgifter til alle sikkerhedsforanstaltningerne oveni.

Han vil dog ikke afvise, at Claas kigger på området. Kan en traktorpilot klare flere opgaver på en gang, hvor han er tæt på flere maskiner, så ser han faktisk nogle muligheder.

”Jo, vi har nogle sæsoner i l løbet af året, hvor landmanden har meget at gøre på en gang, hvor han har brug for ekstra arbejdskraft som i løbet af foråret og høsten. På de tidspunkter hvor han kan spare en mand, og det er også det, vi tænker på”, siger han og peger på, at Fendts forslag til et master/slave koncept for nogle år siden ikke var en dum tanke.

”Vi har tydeligvis ikke set det kørende endnu, men jeg synes, at tænkningen er den rigtige. Jeg vil kigge på de opgaver på et landbrug, så bliver gjort igen og igen og tager en masse tid igen og igen i løbet af året”, siger han.    

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.