Claas sætter bælter på stortraktor

Axion 900-serien vil på Agritechnica blive vist i en TerraTrac-udgave med bælteundervogn.

Axion 900-serien er Claas’ p.t. største konventionelle traktorserie, der topper på et godt stykke på den anden side af 400 heste.

Derfor gælder det om at få overført den store effekt til underlaget, og det har Claas taget konsekvensen af.

På Agritechnica vil koncernen præsentere en såkaldt TerraTrac-udgave af Axion 900. Som navnet angiver, får traktoren Claas’ egen bælteundervogn, som kendes fra mejetærskerne, men kun på den bagerste aksel.

Foran beholder traktoren sin traditionelle foraksel og hjul.

Ifølge Claas bliver varianten den første af sin slags med fuld affjedring af både bælter og foraksel. Den vil få en tophastighed på 40 kilometer i timen.

Foruden bælterne bliver Axion 900 TerraTrac let at kende på designet. For at få plads til undervognen har Claas rykket dieseltanken bagud, så en del af tanken sidder langs kabinens side. Tankstuds til AdBlue og diesel sidder på sideskærmen.

»Vi har rigtig god erfaring med vores bælteundervogn, og vi mener, at det flade design er mere optimalt i forhold til de pendulerende trianguler-versioner«, fortæller Christian Schulte, Claas.

Han erkender, at priserne på traktoren endnu ikke er på plads, men at den naturligvis bliver dyrere end den eksisterende udgave med traditionel hjulmontering.

Faktaboks

Axion 900-serien

  • Består af fem modeller: Axion 920, 930, 940, 950 og 960.
  • Ydelser fra 325 til 445 hk. maks. effekt.
  • Endnu uvis, hvor mange af modellerne der kan fås i TerraTrac-version.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.