CNH-topchef: Vi har betalt 20-dobbelt for at kunne producere

Topchefen bag New Holland og Case IH fortæller, hvor udfordrende det er at holde produktionen i gang under leveringskrisen.

At der mangler mikrochips i verden og skibene står i kø efter varer ved udvalgte havne er næppe en nyhed.

Men det er voldsomme udfordringer, som industrien generelt og landbrugsmaskinproducenterne arbejder under.

I et interview med det amerikanske medie Progressive Farmer fortæller topchefen bag New Holland og Case IH, Scott Wine fra CNH Industrials, at man i år har været oppe og betale 20-dobbelt for at holde forsyningen intakt af semikonduktorer, der er en vigtig komponent i elektronikken på traktorer og andre maskiner.

”Vi har bogstavelig talt ikke undladt at vende en sten for at finde veje til at producere og sende produkter ud til kunderne. Der har været fem eller seks måneder i år, hvor vi har sendt motorblokke fra Brasilien til Italien for at bygge traktorer. Vi har betalt tyve gange prisen for semikonduktorer, så vi kunne blive ved med at producere”, siger han bl.a. i interviewet.

Han forudser, at problemet vil inddæmme sig med tiden. Produktionen vil komme op på niveau med efterspørgslen, siger han.

Han oplyser også, at CNH usædvanligt nok har bygget mejetærskere på fabrikken i Grand Island i Nebraska uden at have alle dele til maskinerne.

”Det ville vi normalt forsøge at undgå, men vi har ikke rigtig haft et valg”, siger han og tilføjer:

”Vi har hundredvis af mejetærskere, som vi har bygget uden at være færdige, fordi vi ikke har alle delene. Men gjorde vi det ikke, så ville vi tabe kapaciteten og ville aldrig kunne nå at indhente det”, siger han og forklarer, at hoveprioriteten er at få så mange reservedele ud til landmændene som muligt i markedet.   

Efter at Scott Wine kom med disse udtalelser til Progressive Farmer i USA, besluttede CNH at indstille produktionen midlertidigt i dagevis på en række fabrikker i Europa på grund af mangel på netop dele og komponenter til produktionen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.