Dørene åbnet hos ny John Deere-afdeling

Herborg Smede- og Maskinforretning indviede i dag nye faciliteter i Struer. Der er åbent hus fra 10.00-21.00.

Der var allerede tæt trafik og kø kl. 10.00, da Herborg Smede- og Maskinforretning i dag fredag slog dørene op til Åbent Hus og indvielse af den nye afdeling i Struer. Der står grønne maskiner i både store og små størrelser, og flere redskabsproducenter benytter også arrangementet til at vise maskiner frem. Det er dog fejringen af den nye afdeling, der er i højsædet.

»Det ser ud til at blive en dejlig dag. Der er rigtig mange mennesker allerede, og det bliver svært at spå om, hvor mange, der egentlig dukker op. Struer er jo på en måde en ny by for os,« fortæller Keld Andersen, sælger og medindehaver af Herborg Maskinforretning.

Får bedre lokaler

John Deere ændrede i 2012 salgsstruktur i Danmark, og i den forbindelse købte Herborg Smede- og Maskinforretning Farre Smede- og Maskinforretning samt oprettede en afdeling i Nr. Nissum. Det er afdelingen i Nr. Nissum, der nu bliver 'opgraderet', fortæller Keld Andersen.

»Vi skulle have nogle lokaler hurtigt, og så fandt vi dem i Nr. Nissum. Men vi har hele tiden vist, at vi gerne ville have nogle bedre lokaler, og i foråret bød muligheden sig så her i Struer. Her er væsentlig større areal, og meget bedre faciliteter. Derfor åbner vi her i Struer i dag og lukker så afdelingen i Nr. Nissum ned på mandag," uddyber Keld Andersen.

Under åbent hus er der mulighed for at se den nye forretning, og få en snak med afdelingens leder, Martin Kongsgaard, der for nylig er blevet medejer af Herborg Smede- og Maskinforretning.

»Jeg har været ansat i virksomheden i 14 år og har været rundt i forskellige grene af forretningen, så jeg er ved at være udlært. Men det her bliver naturligvis et spændende spring for mig,« fortæller Martin Kongsgaard, der nu skifter kontoret i Herborg ud med et nyt af slagsen i Struer, hvor Herborg Smede- og Maskinforretning råder over 1.800 kvm bygninger under tag.

Den nye afdeling har åbent frem til kl. 21.00 i dag fredag. Adressen er Fælledvej 23. 7600 Struer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.