Danfoil viser sin nye to-foldede 30 meter bom i marken

Dansk sprøjteproducent viser ny Silver Glider bom på Dansk Markdemo og forventer stor fokus på præcisionslandbrug.

Den danske sprøjteproducent Danfoil er at finde på Dansk Markdemo i næste uge, hvor nordjyderne viser den nye Silver Glider bom. Samtidig er præcisionslandbrug samt droner og markkort blandt de emner, som producenten mener vil få en del fokus under arrangementet.

- Vores udviklingsafdeling består i høj grad af deltidslandmænd, og de låner ofte firmaets DJI-drone til 10.000 kroner med hjem for at overflyve deres marker, og efterfølgende udarbejdes der markkort ud fra de billeder, de har taget, siger direktør for Danfoil, Martin Dyhrmann Sørensen.

Nemt at komme i gang

- Selv en billig drone er tilstrækkelig til at komme i gang med denne form for præcisionsjordbrug. Hemmeligheden i kortene er faktisk godt og fagligt landmandskab, og det kan man ikke købe sig til gennem et computerprogram, siger direktør Martin Dyhrman Sørensen.

 

Ny Silver Glider

Danfoil har producentens nye Silver Glider bom med på udstillingen, her i en tofoldet 30 meter udgave. Silver Glider bommen blev første gang vist under sidste års Agromek og har sidenhen vist sig som værende en rigtig storsællert for Danfoil.

- Bommen er en letvægts hybridbom, som optimerer både stabilitet og styrke. Den mekaniske konstruktion af ud/ind klappet er konstrueret asymmetrisk. Det betyder, at foldehastigheden ændrer sig under ind- og udklapningen. I enderne ved total udklapning eller indklapning bevæger bommen sig langsommere, mens den midt mellem de to yderpositioner bevæger sig hurtigt. Dermed minimeres foldetiden meget på en meget enkel måde, forklarer Martin Dyhrmann Sørensen.

Let og hurtig i terræn

- For at bommen kan bevæge sig hurtigt i kuperet terræn, er det vigtigt, at den er let. Bommens primære stivhed kommer fra det kraftige aluminiumsrør, der samtidig anvendes til fremføring af luft til dyserne. Ophænget er lavet af kraftige aluminiumsprofiler, og det giver en afstivende trekant uden behov for den almindeligt brugte gitterkonstruktion. Vægten af denne hybridkonstruktion er derfor lavere, end hvis den var udført som gitterkonstruktion, siger Martin Dyhrmann Sørensen.

Emneord markdemo

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.