
For os som godt kan li’ statistik om handler, så må man kigge lidt misundeligt til Norge, hvor det er tilladt at udgive statistikker over det aktuelle mejetærskermarked.
I Danmark må vi vente længe på den slags på grund af EU-regler.
Nu har Danish Agros norske maskinselskab, Norwegian Agro Machinery, udsendt årstallene for salget af nye mejetærskere i Norge i 2020/2021-sæsonen.
Og her havde det Danish Agro-ejede selskab en yderst fornuftig sæson med 38 pct. af salget med 35 af totalmarkedets 93 maskiner.
”Det er meget glædeligt for os, at Claas markedsudvikling har haft samme positive trend(som totalmarkedet red.)”, udtaler Ingar Høgmoen, produktchef for Claas mejetærskere hos Norwegian Agro.
Næstbedste mærke i Norge er Fendt, der forhandles af en af norsk landbrugs store maskinhandlere Eik-kæden. Fendt står for 20 pct. af markedet, mens Eik også noterer sig for yderligere 12 pct. med MF-mejetærskere.
Det er værd at bemærke, at New Holland med 10 pct. af markedet ligger langt fra sin danske position, ligesom Axial Flow ikke rigtig har indtaget vores brødre i nord.
John Deere er som en del af Norges store grovvareselskab Felleskjøpet meget stor på traktorsiden i Norge, men ligger med ti procent markedsandel også langt fra Claas og Fendt.
Felleskjøpet har dog på mejetærskersiden en stærkere position. Med generelt noget mindre gårde er en væsentlig forskel også, at det finske mærke Sampo med sine mindre mejetærskere er repræsenteret via Felleskjøpet med en markedsandel på 12 pct.
Relaterede artikler
Kommentarer