Danish Agro har rykket bundlinjen på dansk maskinsalg - men udlandet koster

Danish Agros maskinselskab Danish Agro Macinery Holding har forbedret bundlinjen med 50 mio. kr., men udenlandske investeringer ses stadig markant på bundlinjen.

Den store investeringsaktivitet på vejen til at blive en af Europas største distributører af maskiner ses tydeligt hos Danish Agros selskab Danish Agro Machinery Holding.

Selskabet, der samler og opsummerer præstationerne for hovedparten af Danish Agros maskinaktiviteter i ind- og udland, har løftet indtjeningen med 50 mio. kr. før skat i 2020, viser et netop indsendt regnskab.

Især arbejdet i Danmark har båret frugt med en væsentlig resultatforbedring blandt Danish Agros maskinforretninger – ligesom importdelen af også bidrager med et overskud på 16 mio. kr. Samlet står disse to ben for overskud på den gode side af 30 mio. kr.

Alligevel er bundlinjen efter skat et minus på fem mio. kr. for Danish Agros maskinaktiviteter i Danmark, Norge, Sverige, Tjekkiet, Polen og de tre baltiske lande.

Jens Skifter, CEO Danish Agro Agribusiness Machinery er meget tilfreds med udviklingen i Danmark – og kalder divisionen generelt på rette spor med aktiviteterne i udlandet – trods underskuddet.   

”Vi havde nogle udfordringer med den svenske og norske krone sidste år. Den norske krone tabte meget over natten samtidig som, der blev lukket ned for corona i foråret. Og når du skal gennemføre så store prisforhøjelser, så var der noget tilbageholdenhed i en periode. Nu går det noget bedre. Og i Sverige har vi fået en anden direktør på med lang erfaring i branchen. Alt andet lige er vi på rette spor”, siger han og understreger, at de tre nye baltiske selskaber efter sidste års godkendte opkøb af Keskos maskinaktiviteter, som kom med fra 1. april 2020, er stærkt kørende som Claas-forhandlere – bl.a. med en markedsandel på 25 pct. for Claas traktorer i årets første kvartal for Letland – og generelt pæne to-cifrede markedsandele på traktormærket i hele Baltikum.

 Når I op på sorte tal for Sverige og Norge her i 2021?

”Det tvivler jeg på. Men vi har den samme selskabsstruktur som i Finland, Estland, Letland og Litauen. Vi kigger meget på samme best practice på tværs af koncernen og dermed læring af, hvad vores bedste i koncernen gør”, siger han.

Selvom den danske del præsterer langt bedre i dag, så skal indtjeningen også løftes her, lyder det fra direktøren på spørgsmålet om Danish Agro er der, hvor man skal være efter målene.

”Nej, det må godt udvikle sig endnu mere. Udviklingen af markederne kræver stadig store investeringer fremadrettet, og det forudsætter en vis indtjening”, siger han.

Hvor meget har I som mål at tjene på den danske del?

”Det kan man ikke sætte præcise tal på. Der skal være råd til at tage afskrivningerne på brugte maskiner og iøvrigt også reservedele. Det er det samlede billede. Vi er da godt på vej med det her resultat”, siger han. 

Finsk omstrukturering

Tilbage i nullerne startede Danish Agros vej ind i maskinerne, da daværende topchef Christian Junker købte sig ind i Finlands største grovvarekoncern Hankkija. Som en del af handlen indgik også selskabets store maskinafdeling, der allerede på det tidspunkt var Finlands største maskinhandler.

De aktiviteter er organiseret i den finske grovvarekoncerns eget regi og regnskab. Da Danish Agro også blev Claas-forhandler i Finland sideløbende med Hankkijas maskinaktiviteter var Danish Agro egentlig godt i gang med at opbygge en parallel struktur i Finish Agro Machinery Oy. Da John Deere lancerede sin nye distributionsstrategi i Europa i november 2019,  og Danish Agro gik hver for sig i landet, så blev det nye set-up dog skrinlagt – og med nye omstruktureringer er Claas-aktiviteterne i løbet af 2020 lagt over i Hankkija-regi, hvor maskinhandlen hjembringer et salg tæt på en dansk milliard kroner – og dermed et væsentligt bidrag til Danish Agros samlede maskinomsætning på 4,8 mia. kr.

”Der har været omkostninger til at lukke de tidligere aktiviteter ned, men vi har fået et godt løft maskinmæssigt. Claas mejetærskerne har etableret sig meget hurtigt i Hankkija, og er blevet markedsleder med et salg på 45 pct. af markedet, og traktorerne er med tæt på 10 pct. virkelig kommet til Finland. Claas var lidt underdrejede i Finland tidligere, men Hankkija har med deres gode struktur kunnet trykke på speederen fra dag 1”, fortæller Jens Skifter.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.