Danish Agro køber Dansk Maskinbørs A/S

Ejer og direktør, Johannes Jensen, fortsætter som direktør i selskabet og det samme gør personalet, ligesom de fysiske rammer i Herning bibeholdes.

Danish Agro har via datterselskabet Danish Agro Machinery Holding A/S netop indgået aftale om køb af auktionsvirksomheden Dansk Maskinbørs A/S.

Handelen følger Danish Agros strategi indenfor maskiner, og Dansk Maskinbørs A/S vil få en nøglerolle i koncernens fremtidige afsætning af brugte maskiner i Danmark og internationalt.

Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Dansk Maskinbørs A/S som i 2019 kan fejre 40 års jubilæum i den danske maskinbranche og har i de seneste år udviklet sig som en ledende aktør indenfor fysiske og internetauktioner.

Ejer og direktør, Johannes Jensen, fortsætter som direktør i selskabet og det samme gør personalet, ligesom de fysiske rammer i Herning bibeholdes.

Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, er meget tilfreds med aftalen.

"En effektiv afsætning af brugte maskiner er en nøglefunktion i Danish Agro koncernens maskinstrategi. Dansk Maskinbørs A/S har gennem en årrække bevist, at de mestrer denne disciplin. Jeg er glad for, at vi kunne lave en aftale med Johannes Jensen, der står i spidsen for en meget professionel og erfaren organisation", siger koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.

"Jeg er også glad for, at han i en periode fremover fortsat har lyst til at stå i spidsen for Dansk Maskinbørs A/S, så vi kan gøre brug at hans erfaring til at udvikle forretningen yderligere", siger han.

Johannes Jensen, direktør i Dansk Maskinbørs A/S, ser ligeledes frem til samarbejdet.

"Aftalen med Danish Agro sikrer, at Dansk Maskinbørs A/S også i fremtiden kan fortsætte det tætte og tillidsfulde samarbejde med dansk landbrug. Der vil altid være behov for at flytte de brugte maskiner og i samarbejde med Danish Agro og mine dygtige medarbejdere er jeg overbevist om, at Dansk Maskinbørs A/S går en rigtig spændende fremtid i møde", siger han.

Og ifølge koncerndirektør for Danish Agros maskindivision, Jens Skifter, er Dansk Maskinbørs A/S et godt match til Danish Agro-koncernen.

"Vi har fra starten lagt op til at ville udvikle en forretning med brugte maskiner, og igennem overtagelsen af Dansk Maskinbørs A/S er vi rigtig godt på vej med det fokusområde", siger han.

"I samarbejde med vores samlede distribution og organisation i Danmark vil vi nu definere vejen frem. Med salg af brugte maskiner fra både vores forhandlere samt fra Dansk Maskinbørs A/S står vi stærkt i markedet".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.