
Pr. 1. august 2019 starter Danish Agro koncernens nye finske datterselskab Finnish Agro Machinery Oy salg af en række stærke maskinbrands – herunder Claas, Horsch, Rauch og Samson – på det finske marked. Det sker som følge af, at EU’s konkurrencemyndigheder netop har godkendt Danish Agros overtagelse af Claas’ aktiviteter i Finland.
Transaktionen indebærer overtagelse af ledelse og medarbejdere i Konekesko Oy, der hidtil har varetaget salget.
Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, er glad for godkendelsen:
»Vi har nu modtaget myndighedernes godkendelse og vi vil fokusere på at sikre en smidig overdragelse af aktiviteter fra Konekesko og fortsætte deres stærke samarbejde med leverandører. Jeg er særligt glad for, at vi i det nye selskab kan bygge på en erfaren ledelse og dygtige medarbejdere, der har mange års erfaring. Jeg er sikker på, at vi kan udvikle de finske aktiviteter i det nye setup«, siger han i en pressemeddelelse.
CEO i Danish Agros maskindivision, Jens Skifter, tilføjer:
»Fokus er nu på at udvikle markedspositionen yderligere med støtte fra Danish Agro. Vi har ambitioner om at øge salget på tværs af Finland og forventer at se positive resultater i de kommende år«.
Hankkija, som er endnu et finsk Danish Agro-datterselskab, vil fortsætte med at repræsentere John Deere i Finland som selskabet har gjort siden 1992.
Relaterede artikler
Kommentarer