
I en tid hvor bilbranchen puster alvorligt for at få vejret på grund af corona-krisen, så er markedssituationen hos maskinhandlerbranchen langt mere normal.
Hos Danmarks suverænt største, og en af Europas største, maskinhandlere Danish Agro, lyder meldingen, at salgsbudgetterne i øjeblikket tegner sig til at holde på det danske maskinmarked, mens der er lokale forskelle i de seks andre lande, hvor Danish Agro er aktiv med maskinhandel.
”Grundlæggende er vi i den rigtige branche lige nu. Der skal produceres fødevare og maskinerne kører ufortrødent videre. Vind og vejr har større effekt på os. Lige nu vil jeg gerne have, at der falder 100 mm regn hele vejen rundt om Østersøen. Der meldes om tørre forhold alle steder”, siger Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agros division Agribusiness Machinery og minder om, at markedsudviklingen på landbrugets afregningspriser naturligvis også spiller en stor rolle.
”Vi har set svinepriserne falde på det seneste, men det er stadig på et forholdsvis højt niveau. Investeringslysten er bedre, når noteringen er oppe”, konstaterer han.
Usikre norske kroner og baltiske støttekroner
Indirekte mærker Danish Agro visse effekter af corona-krisen flere steder lokalt.
På det norske marked er den norske krone presset på grund af et meget lavere olieforbrug i verden, hvilket gør, at hvis eks. en norsk landmand vil købe en mejetærsker til tre mio. kr., så skal han lægge nogle ekstra hundredtusind kroner på grund af den øjeblikkelige kronekurs.
Omvendt gør det lagermaskiner til ”gammel kurs” mere attraktive.
Danish Agro har netop overtaget det fulde ejerskab fra den finske koncern Kesko af en række maskinforretninger i de tre baltiske lande.
Her mærkes det, at regeringerne trækker penge væk til EU-støtteordninger til køb af nye maskiner, som er betinget af, at landene selv stiller med egenfinansiering ved siden af beløbene fra EU’s landdistriktsfonde.
”Vi har lidt nedgang i Norge og Sverige, og i de baltiske lande ser vi, at markedet er nede 15 procent, og det skal man selvfølgelig forholde sig til”, siger Jens Skifter.
I selve hverdagen oplever han, at hans forretninger leverer varen og får leveret den normale service.
”Driften har kørt og kører mere eller mindre normalt. På salgssiden er det lidt hæmmet af, at vi ikke har kørt ud til kunderne på samme måde, og demonstrationer har været mere besværlige, når man ikke kan sidde to i en traktor. Men så forsøger man sig over Skype, Facetime og video. Det fungerer overraskende godt. Vi har set i nord, at det har været lidt lettere med kontakten, fordi de i forvejen er vant til, at der er lange afstande til kunderne”, siger han.
Danish Agros maskinaktiviteter omsatte samlet for 3,9 mia. kr. i 2019.
Relaterede artikler
Kommentarer