Danmarks største maskinhandler: Lige nu er der tryk på markedet

Ordrebeholdningerne er steget, og problemet med ustabile leverancer er ikke blevet mindre.

Landmænd i ind- og udland vil rigtig gerne handle maskiner for tiden.

Hos en af Europas største maskinhandlere, Danish Agro maskindivision, mærker man pæn efterspørgsel på tværs af sine ”hjemmemarkeder” i Danmark og i en række lande omkring Østersøen.

”Der er rigtig god efterspørgsel ude på markederne. Vi ser også på brugte maskiner, at ventilerne begynder at lukke op til Østeuropa. Det betyder også noget, når folk kan begynde at komme ud og se maskinerne fysisk. Der er tryk på markedet lige nu. Samlet set er ordrebeholdningen 15 procent større på det her tidspunkt i forhold til sidste år, men der er udfordringer med at få leveret maskinerne fra producenterne”, oplyser Jens Skifter, CEO Danish Agro Agribusiness Machinery.

Kigger han ind på det danske marked, som efterhånden fylder mere end 1 mia. kr. i Danish Agros maskinomsætning på tæt på fem mia. kr., så er en konkret udfordring ude i forretningerne rundt omkring i landet, at der er maskintyper, hvor man må sige til kunderne, at leveringstiden bliver længere end normalt.

”På mejetærskere har Claas været rigtig godt med, men ellers er der lidt forsinkelser på hele linjen”, siger han.

Du var også ude og oplyse om udfordringerne for fem-seks uger siden. Hvordan er situationen nu?

”Den er i hvert fald ikke blevet bedre. Resten af 2021 vil det få en indflydelse. Der er producenter, som flager, at det også får indflydelse på 2022. Det er alle, der har de udfordringer”, siger Jens Skifter, hvis organisation har Claas som hovedmærker, men også sælger New Holland og Fendt-traktor og stort set alle betydende redskabsmærker et eller andet sted rundt omkring på deres markeder.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.