Dansk maskineventyr udstilles på Agromek

Grønning Smede- og Maskinforretning er med i-Grind ny udstiller på Agromek og satser både på kunder indenfor landbruget og fremstilling af biogas.

Peter Mejlhede fra Grønning Smede- og Maskinforretning lancerede for to år siden sin egenudviklede I-Grind, der neddeler halm og forskellige former for biomasse til strøelse eller andre formål. Siden har frisk halm, gammel halm, frøgræshalm, majs, korn, dybstrøelse, bark og andre mere eller mindre veldefinerede materialer taget turen gennem den kraftige slaglemølle, som er hjertet i maskinen.

Nu mener Peter Mejlhede, at tiden er kommet til at udbrede kendskabet, så han udstiller maskinen på Agromek.

I-Grind er bygget op over et fast chassis med et stort roterende kar. Bunden står stille, og op gennem den kommer 64 kraftige slagler, der roterer via en kraftig aksel. Slaglerne ”slår” halmen eller andet materiale i stumper og stykker, indtil det kan passere nogle solde. Neddelingens voldsomhed bestemmes af soldenes størrelse, inden materialet løbende læsses af via en bevægelig båndelevator.

”Grinding” betyder ifølge ordbogen at neddele eller slibe.

»Det svarer til, at du tager et stykke halm, river det over i små stykker, lægger det på en armbolt og giver det et voldsomt slag med en forhammer,« lyder det fra Peter Mejlhede i en pressemeddelelse.

Bearbejdningen ændrer materialets fysiske egenskaber. Halm får f.eks. en stor sugeevne, som er mindst lige så god som savsmuld og andre indkøbte strømidler.

Peter Mejlhede har hele tiden været overbevist om, at hans I-Grind kunne anvendes til andre formål end at omdanne halm til værdifuld strøelse. Alligevel er han overrasket over den fantasi, de første kunder, som primært er maskinstationer, udviser.

Den første I-Grind blev for et par år siden solgt til en jysk maskinstation, som udfører alle opgaver indenfor landbruget. Maskinstationen har siden købet produceret store mængder strøelse på gårde, ”crimpet” majs, bearbejdet korn med tilsætning af myresyre, omdannet spildbark til flisfyring og har også været på længere ekspeditioner med maskinen langt fra lokalområdet.

Grønninge Smede- og Maskinforretning har gennem mange år været leverandør af landbrugsmaskiner og service til landbrug og park. Forretningen er også autoriseret Massey Ferguson forhandler.

Emneord agromek

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.