Dansk maskinfabrikant får ny direktør - efter næsten 25 års prøvetid
Fransgård Maskinfabrik får ny mand i direktørstolen.

Efter 25 års prøvetid sætter Jens Ploug sig i direktørstolen for Fransgård Maskinfabrik.

Den lange prøvetid skyldes dog ikke, at Jens Ploug har haft svært ved at vise sit værd som potentiel direktør hos Fransgård Maskinfabrik A/S. 

Jørgen Fransgård, som netop har fejret sin 60 års fødselsdag, mener dog, at tiden er kommet til et generationsskifte med yngre kræfter i direktørstolen. 

Det skriver Fransgård Maskinfabrik i en pressemeddelelse.

Jens Ploug blev oprindeligt ansat i 1995 med ansvar for optimering af lagerfunktionen i virksomheden.
Efter han blev medejer i 2006 har han de seneste år haft kundekontakt over det meste af verden. 

"Nu kan vi vist godt sige, at hans prøvetid som direktør er overstået, og at han er helt klar til at overtage direktørstolen. Så vil jeg til gengæld koncentrere mig endnu mere om salg og de gode kunderelationer, som fortsat skal plejes. Skulle Jens have behov for et par gode råd i jobbet, så deler jeg gerne ud af min erfaring", siger Jørgen Fransgård.

Med stærke kompetencer og det store knowhow, som virksomheden har opbygget gennem mere end 50 år, ser Jens Ploug lyst på fremtiden. 

"Vi har gode, erfarne medarbejdere og et stærkt produktprogram, som der også i fremtiden vil være brug for – ikke kun i Danmark – men over hele kloden. Kvalitet og service er nøgleord for succes. Kunderne efterspørger maskiner, der holder til dagligt brug", udtaler Jens Ploug

"Jeg glæder mig til det nye job og vil gøre alt for at fortsætte den fremgang, som Jørgen har stået i spidsen for de seneste år. At Jørgen fortsætter i virksomheden med fokus på kunder og salg, er et stort plus for Fransgård. Jeg ser frem til samarbejdet med både ledelse og medarbejdere fremover.", fortsætter han.

Udover Jørgen Fransgård og Jens Ploug er produktions-, udviklings- og rationaliseringschef Bjørn Kristensen også medejer af Fransgård Maskinfabrik A/S. 

Det officielle direktørskifte hos Fransgård Maskinfabrik A/S sker den 1. oktober 2019. 


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.