Dansk maskinhandler solgte 2.000 traktorer

Her får du hovedtallene på Danish Agros vækstrige maskinhandel.

Vi skal ikke mange år tilbage til for at finde en tid, hvor maskinhandel var et overraskende vedhæng til Danish Agros grovvarebusiness.

Fornylig kunne den store grovvarekoncern så fortælle, at man nu er Nordeuropas største maskinhandler og i top tre på europæisk plan.

Bag den position gemmer der sig en lang række nøgletal, som ingen anden dansk maskinhandler kommer i nærheden af.

I takt med, at Danish Agro har rullet nye afdelinger ud i en række lande i Europa og købt andre til, så er maskinomsætningen landet på 3,5 mia. kr. i seneste 2018-status. En stigning på 900 mio. i forhold til året før.  

Koncernen har netop udgivet årsregnskabet, hvor det fremgår, at der i omsætningen gemmer sig et salg på hele 2.000 nye og brugte traktorer i 2018 og 500 nye og brugte mejetærskere.

I Danmark solgte Danish Agro via sin importør-virksomhed Danish Agro Machinery knap 100 nye Claas mejetærskere sidste år, hvilket udgjorde en markedsandel på 43 pct., en historisk høj andel ifølge Danish Agro.  

I Danmark står Danish Agros samarbejde med Claas stærkt i profileringen af koncernens maskinaktiviteter. Det samme gør sig gældende i en række andre lande – og Danish Agro indtager nu også positionen som Claas største enkelt kunde.

Danish Agro er dog meget andet. Faktisk samarbejder man og sælger udstyr for alle de store producenter som Claas, CNH, John Deere og Agco fordelt over ni lande ligesom en række redskabsproducenter som Lemken og Fliegl er med i salgsmappen på forskellige markeder.

På resultatsiden viser nøgletallene, at Danish Agro på sine få år har bygget en overskudsgivende forretning op – om end marginerne som i branchen generelt er små.

Ud af omsætningen på 3,5 mia. kr. realiserede Danish Agro et driftsresultat på 72 mio. kr. Det oplyses, at maskinaktiviteterne i Danmark, Finland, Polen, Tjekkiet og Baltikum har givet positiv indtjening, mens opbygningen af Danish Agros maskinaktiviteter i Norge og Sverige har været underskudsgivende i 2018.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.