Dansk nichemaskine skal ud i verden

Strøby Maskinværksted er i gang med at udvikle næste og mere avancerede generation af Speedy 2500, der er beregnet til sprøjtning af forsøgsmarker.

På Strøby Maskinværksted syd for Køge bygger indehaver Jens Jensen avancerede landbrugsmaskiner til sprøjtning af forsøgsmarker. Nu er han i gang med at udvikle næste generation af sin Speedy 2500-maskine, så den bliver endnu mere avanceret, bl.a. med gps, firehjulsstyring og automatisk hastighedskontrol.

Ud over sprøjtning skal den nye maskine bl.a. også kunne udbringe gødning og udtage jordbundsprøver. Målet er at øge produktionen og eksportere til Europa og resten af verden.

Fordelt ud over det danske landbrugsland ligger et stort antal dyrkningsforsøg. Hvert af disse forsøg indeholder typisk mellem 80 og 100 forsøgs-parceller, hvor man tester nye afgrøder, dyrkningsmetoder, sprøjtemidler og gødningstyper. Det kræver specialmaskiner, der kan dosere f.eks. sprøjtemidler meget præcist. Strøby Maskinværksted, der både er en traditionel landbrugssmedje og et højteknologisk opfinderværksted, har fundet en niche her og har over de senere år udviklet Speedy 2500-specialmaskinen til sprøjtning af forsøgsparceller. Den nye generation af maskinen er ændret på afgørende punkter:

»For eksempel skal vi tage højde for, at forsøgsparceller har forskellig bredde, fordi der ikke findes nogen standard i branchen. Derfor skal den nye maskine kunne variere sprøjtebredden fra 1,5 til 3 meter,« forklarer Jens Jensen.

»Samtidig skal den kunne løfte sprøjtedyserne op til en højde på 2,20 meter, så vi også kan sprøjte raps, majs og andre høje afgrøder. Desuden skal den have firehjulsstyring, så maskinen kan vende uden at bakke. Det sparer tid og reducerer skader på afgrøderne. Vi forbedrer også betjeningen og arbejdsmiljøet for føreren bl.a. med automatisk påfyldning og vask af sprøjtemiddelbeholderen«, forklarer Jens Jensen.

Støtte til udvikling.

InnovationsAgent Jens Ulrich Nielsen har bistået Strøby Maskinværksted med at søge midler fra InnoBooster-puljen. Det har sikret virksomheden 360.000 kr. i støtte til videreudvikling. De skal bruges til en ekspert i mekanisk konstruktion og hydraulik og til en softwareudvikler.

Ydermere vil Jens Jensen gøre maskinen mere alsidig, så den både kan udbringe fast og flydende gødning, udtage jordprøver ned til en meters dybde og adskille rapsparceller.

»Maskinen skal kunne meget mere end førhen. Men samtidig skal den stadig være nem at transportere. Forsøgsparcellerne ligger spredt over store områder, og derfor skal den kunne pakke sig sammen og køre op på en trailer, som kan trækkes af en almindelig bil«, siger Jens Jensen.

Med sine maskiner til forsøgsparceller har Strøby Maskinværksted fundet en niche, der også rummer eksportmuligheder. Hen over de seneste år har man bygget mellem en og tre maskiner om året. Blandt andet er 10 Speedy 2500-maskiner solgt til Sverige, og Aarhus Universitet har investeret i fem maskiner.

Jens Jensen forventer, at den nye forbedrede version af maskinen vil kunne sælges ikke kun i Europa, men også resten af verden. I første omgang satser han på Tyskland og England.

»Vi har ingen konkurrenter, så jeg regner med stor interesse især i lande, hvor de miljømæssige krav til landbruget er høje. Hvis jeg kan sælge 50 maskiner over de næste fem år, så vil jeg være rigtig godt tilfreds«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.