Dansk opfindelse har fået John Deere op af stolen

Maskingiganten har udnævnt fire startups på verdensplan til et særligt samarbejde. En af dem er dansk opfindelse til at lokalisere insekter i marken.

 

I de københavnske brokvarterer ligger der et lille dansk selskab, der har et særligt godt øje for insekter.

Nu har John Deere også fået øjnene op for dem. 

FaunaPhotonics hedder virksomheden.

Som LandbrugsAvisen løbende har beskrevet igennem de senere år, så har virksomheden udviklet en sensor, der kan registrere flyvende insekter i marken.

Dermed er man godt på vej med en opfindelse, som skal gøre det muligt at optimere brugen af insekticider, så der kun sprøjtes, når det er nødvendigt.

Produktet bliver i øvrigt for første gang lanceret kommercielt i Danmark i løbet af i år, hvorefter det er planen at skalere kraftigt op og gå ud på det internationale marked.

I slutningen af sidste uge gik John Deere ud og annoncerede, hvem som i år får lov til at deltage i deres særlige samarbejdsprogram for startups.

De fire udvalgte firmaer kommer fra Brasilien, Israel, Illinois fra John Deeres USA – og så altså fra startup-miljøet i København.

Mens israelske Fieldin arbejder med et data management program for specialafgrøder, brasilianske DataFarm kvalificerede sig til selskabet med et digitalt redskab til klimasmarte-løsninger og amerikanske EarthSense arbejder med markdata, så er det altså dansk know how, som får John Deere til at kigge nærmere på sensorteknikken i marken.

"Vi skal helt overordnet se på, hvordan vores teknologier, både hard- og software, kan kobles med John Deeres systemer", fortæller Michael Stanley Pedersen, CEO for FaunaPhotonics i en pressemeddelelse, hvor potentialet i aftalen ridses op som værende kæmpe stort for virksomheden, der sideløbende søger efter nye investorer.   

"John Deere udvælger, hvilke forskellige startup-virksomheder, de vil samarbejde med. Vi havde en dialog med den californiske startup-virksomhed Blue River Technology, og det dannede baggrunden for kontakten mellem John Deere og FaunaPhotonics. Blot for at forstå skalaen af et sådant samarbejde blev Blue River Technology, som er en teknologi virksomhed som FaunaPhotonics, solgt til John Deere for 2 mia. danske kroner", fortæller Michael Stanley Pedersen.

Handlen han refererer til skete i efteråret 2017, hvor Blue River Technology med dengang 60 ansatte blev købt af John Deere for 305 mio. dollar.   

Helt konkret kommer det danske samarbejde med John Deere til at bestå af en række mark- og teknologiforsøg med FaunaPhotonics' teknologi i USA i løbet af 2020.  

De første skridt i samarbejdet blev faktisk allerede taget sidste sommer i Iowa, hvor teknologien blev testet på skadedyr i majs, oplyses det.

Her blev der lavet forsøg med genkendelse af skadedyrene Japanese Beetle og Northern Corn Rootworm. Ifølge FaunaPhotonics kunne deres teknologi let adskille de to biller i målingerne.

Vil have den op på traktoren

På sigt arbejder man nu på at få teknologien direkte koblet på landbrugsmaskiner.

"Vi arbejder på mobile enheder, hvor sensoren måler insekt-aktiviteten direkte foran fx en traktor, der så kan sende besked til dyserne i sprøjtebommen, der kun åbner sig for at sprøjte, når det er nødvendigt. Hermed kan insekticid-mængden nedsættes, og områder af marken kan måske helt undgå sprøjtninger", lyder det fra CEO Michael Stanley Pedersen.

Underskud i den tidlige fase

I seneste offentliggjorte regnskab – gældende for 2018 - var der i snit ansat otte personer, men et noget højere antal ansatte i dag vidner om høj aktivitet ligesom selskabet aktuelt søger efter flere nye medarbejdere.

Ikke atypisk startup-virksomheder er selskabet her i de tidlige år præget af en del omkostninger og knap så store indtægter. Ihvert fald når man ser seneste indleverede regnskab. I 2018 blev bundlinjen et minus på 2, 4 mio. kr. Til gengæld fik selskabet tilført ny kapital og endte på en egenkapital på 6,3 mio. kr. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.