Dansk robotvirksomhed har godt gang i salget - opnår første plus

2020 er gået bedre end forventet for robotvirksomheden Farmdroid, der har opnået deres første overskud efter tre år på markedet.

Hos robotvirksomheden Farmdroid, der har opfundet den selvkørende robot, der kan så og rense afgrøder, har 2020 været et godt år.

På trods af corona-pandemien og manglende landbrugs- eller maskinmesser har selskabet alligevel formået at løfte salget og lande selskabets første overskud. Det skriver Børsen.dk, der har talt med adm. direktør i Farmdroid René Jannick Jørgensen.

"Vi er stolte over 2020, som er gået over forventningen. Vi kommer ud af året med et lille overskud på 1,5 mio. kr., og det er vi glade for i forhold til, at det også kun er virksomhedens tredje leveår", siger René Jannick Jørgensen, der oplyser at langt størstedelen af firmaets kunder er økologiske landmænd i Danmark og resten af Europa.

Det er en væsentlig forbedring i forhold til de to foregående regnskaber, hvor selskabet kom ud med et underskud på -1,3 mio. kr. i 2018 og -0,6 mio. kr. i 2019. 

Folkene bag FarmDroid-robotten har tidligere oplyst, at de har solgt robotter i Danmark, Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz og Sverige. 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.