Dansker får fremtrædende rolle hos Väderstad

Dansk landbrugsprofil med mangeårig erfaring fra England hentet ind til bestyrelsesrolle af svensk ejerfamilie.

Da Väderstad for nylig skulle have nyt eksternt blod til bestyrelsen hos den store svenske redskabsproducent, så faldt valget på en dansk landmand, som har gjort karriere i udlandet.

Poul Hovesen flyttede i 1987 til Norfolk i det østlige England, hvor han fik ansvaret for Salle Farms Company. I dag administrerer han tre store landbrugsselskaber i Storbritannien og er samtidig ejer af en større landbrugsvirksomhed i det nordlige Polen.

”Vi er glade for Pouls udnævnelse til vores bestyrelse. Vores samarbejde begyndte i de tidlige 1990'ere, da Poul var involveret i Väderstads arbejde med præcisionsdyrkningsteknikker. Med hans internationale erfaring er jeg overbevist om, at han vil bringe meget værdifuld ekspertise til vores fortsatte globale ekspansion, ”siger Crister Stark, bestyrelsesformand og medejer hos Väderstad.

I 2018 blev Poul Hovesen i øvrigt hyldet som et godt eksempel på god landmandspraksis for hans sædskifte på jorderne i Norfolk. Ifølge pressemeddelelse fra Väderstad blev han sidste år optaget i  Royal Agricultural Society for sit arbejde indenfor branchen.

I 2014 blev han i øvrigt også kåret til Englands dygtigste planteavler.

”I årenes løb har jeg haft privilegiet at arbejde med kreative og innovative landmænd, forskere og internationale virksomheder som Väderstad. Sammen har vi både et praktisk og teoretisk grundlag for at skabe ny landbrugspraksis og teknologier for fremtiden. Min ambition er at hjælpe med at sikre, at vi forbliver på forkant med maskin- og metodeudvikling for landbruget”, lyder det fra Poul Hovesen i en kommentar til hans nye rolle hos Väderstad.

I bestyrelsen er han en blandt to eksterne medlemmmer af bestyrelsen, der domineres af ejerfamilen bag Väderstad, familien Stark.

Väderstad omsatte i 2019 for ca. 2,4 mia. kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.