DBL 2018: Sønderjysk maskinstation har Danmarks bedste lærling

Det blev Christian Thomsen, der løb med dette års sejr i DM for landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge, som fandt sted fredag og lørdag.

Christian Thomsen fra Langelund Maskinstation kan med god samvittighed kalde sig Danmarks bedste lærling 2018 inden for landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen. Ud af fire finalister, der de seneste to dage har kæmpet i Aars, blev det nemlig Christian Thomsen, som samlet set scorede flest point i de forskellige opgaver i konkurrencen.

»Det er en helt fantastisk fornemmelse. Jeg havde på ingen måde troet, at jeg kunne vinde konkurrencen. Jeg læser og skriver dårligt, så jeg var stolt over bare at være en af de fire finalister. Så at stå med pokalen er helt uvirkeligt«, siger en overrasket og berørt Christian Thomsen lige efter præmiekåringen lørdag på Erhvervsskolerne Aars.

Hård kamp om pladserne

Nicolai Nielsen fra Hjallerup Maskinforretning nåede næsten til tops i konkurrencen med en 2. plads foran Anders Sørensen fra J. Hundahl som nummer tre og Rasmus Skou fra PN Maskiner på fjerdepladsen.

Men det var tæt løb, er dommerne enige om.

»Feltet var tæt og jævnbyrdigt. Der var nuancer, men gennemgående var de alle gode. Christian Thomsen var dog lige en tand bedre og forstod at være ekstremt produktiv og løsningsorienteret«, forklarer Mads Østerlund Knudsen, serviceinspektør hos Danish Agro Machinery, og en af dommerne på opgaverne i DBL 2018.

Drilske opgaver

Det er LandbrugsMedierne, Dansk Metal, Dansk Maskinhandlerforening og Ervervsskolerne Aars, som står bag Danmarks Bedste Lærling - Landbrugsmaskinmekaniker (DBL). Erhvervsskolerne er landsdækkende, når det gælder landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsens hovedforløb, og teamet af lærere havde i år lagt tilrettelagt tre opgaver til finalisterne: To enkeltmandsopgaver samt en fællesopgave i teams af to og to.

»Opgaverne i år tæller traktor-motor, der skal have skiftet en toppakning, en New Holland, der viser nogle fejlkoder og så en Claas mejetærsker, som har en række problemer«, fortæller Henrik Skadhauge, faglærer på skolen.

Han var selv tilsynsførende på opgaven med New Holland-traktoren, og den gav deltagerne sved på panden.

»Overlæggeren på samtlige opgaver var høj i år. Deltagerne blev virkelig presset til det yderste - ikke mindst her på traktoren, hvor service-værktøjet kunne guide dem i den rigtige retning, men ikke løse problemet. Her skulle deltagerne tænke sig rigtig godt om«, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.