De fikser stadig din traktor

Hos maskinforretningerne tager man den nye corona-virkelighed alvorligt, men kunderne serviceres fortsat.

Det korte af det lange er, at man hos landets maskinforretninger stadig kan få repareret sin traktor eller få fat i reservedele her i den nye corona-virkelighed.

Hos J. Hundahl i Thisted fortæller værkfører John Christensen kort før deadline torsdag, at man har en omfattende plan, som bl.a. går ud på at skabe luft mellem medarbejderne, ligesom en del er udset til at arbejde hjemmefra, bl.a. noget af kontorpersonalet. Også sælgerne kører ud hjemmefra.

»Hvis det her kommer til at fortsætte længe, vil vi nok lave en form for skifteholdsarbejde. Vi har også lukket ned for kontakt mellem afdelingerne i Skive og Thisted, så det ikke vil berøre den ene afdeling, hvis der opstår smitte i den anden«, siger John Christensen, der tilføjer, at det fremover er forbudt for de udekørende montører at vise sig i afdelingerne, så de ikke kan tage smitte med hjem til kollegerne.

»Endelig opfordrer vi vores kunder til at ringe ind og bestille varer, så det står klart, når de kommer, så de ikke skal opholde sig i forretningen længere end højst nødvendigt«, siger John Christensen, der tilføjer, at udgangspunktet er, at man tager situationen meget seriøst, men at man nok skal gøre det yderste for at holde landmanden kørende.

Hos Agrotek i Hobro understreger salgschef Niels Vestergaard, at både salgsafdeling og værksted er fuldt funktionsdygtigt. Man har stor respekt for situationen, men går ikke i panik.

»Vi lukker ikke ned, vi sender ikke folk hjem, og man kan stadig få repareret sin traktor, og vi kommer også gerne på kundebesøg. Men når det er sagt, handler det også om, at vi følger retningslinjerne og bruger vores sunde fornuft«, siger han.

Også hos Farmas med afdelinger i Farsø, Viborg og Herning vil man kunne få repareret sin traktor, og direktør Anette Rosengren fortæller, at man tager de officielle retningslinjer om bl.a. hygiejne meget alvorligt.

»Derudover handler det om at bruge telefon mere end fysiske møder. Vi holder afstand til hinanden, og vi sørger for at holde pauser på forskellige tidspunkter, så vi er færre, der samles«, siger Anette Rosengreen.

Lignende melding kommer fra A. P. Jørgensen i Ribe, hvor direktør Jim Thygesen fortæller, at man ikke går i panik, men at man heller ikke er dumdristige:

»Vi følger retningslinjerne omkring hygiejne, og alle de, der kan, arbejder hjemmefra. Vi sørger for at bruge telefon og Skype mest muligt og holder så få møder som muligt og helst kun med to-tre medvirkende«, siger direktør hos A.P. Jørgensen, Jim Thygesen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.