De præsenterede ny dansk gyllevogn for fire år siden – og nu kommer rekorden

Gøma har produceret omkring 150 gyllevogne, og nu begynder virksomhedens transmission også at vise sig i regnskaberne.

At Gøma gik fra at være en stor og betydende forhandler af gyllevognsgrej for fire år siden – og til at være producent af gyllevogne har nok ikke forbigået nogens opmærksomhed i landbruget

Men for nøgletalsnørder har bundlinjen i forhold til tilværelsen som maskinhandler været lidt uforandret. De store investeringer og omvæltninger internt ved at starte en produktion op ser dog nu ud til at være godt fordøjet og give poter, når man læser regnskabstallene.  

Gøma har netop serveret 2020/2021-resultatet med et rekordresultat på ca. 9,8 mio. kr. før skat mod 4,3 mio. kr. året før.

CEO Søren Jensen kalder det fedt, at det nu er lykkedes at skabe bedre økonomi i virksomheden med ca. 70 ansatte med den nye drejning i aktiviteterne.

”Det er en del af strategien som producent, så det overrasker ikke, men det er da dejligt, at det lykkedes. Vi bliver bedre til at producere vores produkter og sælger mere af det, og hvis man ikke har så mange reklamationer, så afspejles det også”, siger han.

Gøma har i runde tal produceret 150 gyllevogne efter starten. Ugentlig ryger der gerne en eller to igennem produktionen, ligesom produktionen af slamsugere/spulere også bidrager.

Ifølge Søren Jensen kunne man nok godt have produceret og solgt ti ekstra gyllevogne om året.

”Men vi holder lidt igen, fordi det er ris til egen røv, hvis man i stedet for en masse brugt ind, som man ikke lige sælger videre”, siger han og peger på, at det i år også er lykkedes at skære ned på balancen af brugte gyllevogne.

Sigtekorn på Tyskland

Markedsmæssigt oplever Gøma i lighed med andre aktører i branchen en positiv efterspørgsel efter danskproducerede vogne i takt med, at der kommer flere lovkrav om miljøvenlig udbringning rundt omkring i Europa.

Gøma har bl.a. fået godkendt sit udstyr på tyske myndigheders liste, der definerer, om man kan få 40 pct. tilskud til købet af miljøvenlige maskiner. Et vigtigt tilskud i et vigtigt marked fremover for Gøma.

”Vores markeder i Danmark og Sverige er meget stabile, men vi øjner eksportvækst og særligt Tyskland er spændende for os”.  

Planlægger I at vokse meget mere ud over jeres nuværende rammer?

”Vi kommer til at vokse, men vi tager det i de trin, som vi har sat os for. Vi skal ikke vokse mere, end vi kan følge med. Vi får vækst, men vi har stadig overskud til at producere mere i vores produktions- og monteringshaller. Vi har ikke aftenarbejde i dag, og vi vil sagtens kunne køre et hold mere, så vi er godt stillet med vores produktionsapparat”, mener han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.