De vidste ikke, at de solgte crimpere…

Den danske forhandler af Geringhoff har mest fokus på specialskæreborde. For nylig kom en maskinstation forbi, og ville have et andet produkt.

Nogle handler skal der arbejdes hårdt for.

Andre kommer af sig selv.

Denne her startede faktisk med, at kunden kom til forhandleren og fortalte dem, at de faktisk solgte en bestemt crimper.

FMR Maskiner har igennem noget tid som Geringhoff-forhandler i Danmark kørt en målrettet kampagne for det tyske mærkes specialskærebord.

Men Geringhoff kan også producere crimpere. Og for nylig kom maskinstationen Sdr. Malle og præsenterede FMR for ideen om, at de gerne ville se nærmere på crimperen, som FMR ikke havde brugt så meget krudt på at få ind i sortimentet.

”Så kørte vi ned til Tyskland og så crimperen, og på vej hjem fik vi den også handlet”, fortæller medejer Henrik Rasmussen fra FMR.

Årsagen til, at Sdr. Malle havde udset sig Geringhoffs SiloForceMill er, at de var på udkig efter crimper med stor kapacitet og teknik til at håndtere proteinafgrøder som lupiner og hestebønner.

Den har en kapacitet i korn, der ifølge maskinstationen er seks til otte tons højere pr. time end hans hidtidige crimper og med et mindre dieselforbrug.

”Jeg har store forventninger til dens evner i majs og proteinafgrøder, for i vores område er der mange økologiske mælkeproducenter, der gerne vil anvende mere hjemmedyrket protein”, fortæller ejer af Sdr. Malle Christian Gram i en pressemeddelelse.

Til Landbrugsavisen siger Henrik Rasmussen, at han ikke kan give en slagfast prognose for salget af crimperen på det danske marked efter det første salg.  

”Konklusionen er, at kunden har den seks crimpere før, og det ser ud til, at den her kan levere bedre kapacitet og materiale. Der bør der være andre, der kan se ideen i”, siger han.

12 knive og 11 modskær

Geringhoffs crimper er udstyret med 12 knive og 11 modskær. Ifølge FMR Maskiner kan crimperen bedst beskrives som en kraftig slaglemølle.  

Hvor mange af knivene og modskærene, som skal bruges til de forskellige afgrøder skal man ifølge forhandleren eksperimentere sig frem til.

Fra Sdr. Malle vurderer maskinpilot Kenneth Andersen, at helt ned til tre af de 12 knive og en af de 11 modskær giver et godt, ensartet resultat i tørt korn.

 

 

Faktaboks

Fakta om Geringhoff SiloForceMill

  • Rotor, diameter: 70 cm
  • Slaglemølle, diameter: 33 cm
  • Antal knive: 12 stk.
  • Antal modknive: 11 stk.
  • Rotationshastighed: 3300 omdr./min.
  • PTO traktor: 1.000 omdr./min.
  • Effektbehov: Min. 160 kW
  • Oliebehov: 40 l/min. olie ved 200 bar (oliekøler er standard)
  • Påslag: Ca. 5 m³
  • Mulige ”posediametre”: 1,2 – 1,5 – 2,0 – 2,4 meter

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.