Deeres T-serie skal høste 15 pct. mere i 2016

Både T- og W-serien gennemgår en række forbedringer, der skal øge kapaciteten med op til 15 pct. fastslår John Deere.

Til høsten 2016 skruer John Deere op for kapaciteten på koncernens rystermejetærskere. Deere lover selv en forøgelse af kapaciten på op til 15 pct. og de hentes forskellige steder på maskinerne.

Først og fremmest øger John Deere broens omslutning til cylinderen med otte grader for at øge selve tærskearealet. Diameteren på Deeres såkaldte Overshot Beater i T-serien er øget til 500 millimeter, så den matcher afgrødens flow bedre. Det sidste element i tærskesystemet på T-serien, slagleseperatoren, er også øget. Den er nu på 800 millimeter og den største i branchen, påpeger Deere.

Endnu mere er det aktive udskillelsesareal øget med 41 pct. til henholdsvis 3,3 og 4,0 kvadratmeter for fem- og seks-rystersmaskiner.

Rystersystemet på mejetærskerne har John Deere også redesignet. Ved at bruge aluminium har koncernen øget rysterarealet uden at øge vægten. Sidst, men ikke mindst, er hastigheden på tømmesneglen sat op til 125 liter pr. sekund i stedet for de nuværende 88 liter i sekundet.

T-serien kan fra 2016 også fås med bælteundervogn lige som den større S-serie.

I W-serien følger mange af de samme opgraderinger som på T-serien. Det gælder blandt andet det større rysterareal og muligheden for bælter.

Fælles for begge serier er også, at de kommer med nye motorer, der overholder Stage IV/Tier 4 Final. Alt efter model betyder det også en øget effekt - størst på T670, der topper med 392 heste.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.