Der er 100 i verden, 5 i Danmark – og en af dem kan du se lige nu

Grimme har de første kartoffeloptagere ude med særlig blæseteknik til at rense kartoflerne. For længst udsolgt.

De er lidt heldige her på Borgeby-messen.  

Grimmes bugserede 2-rækkede optager Evo 290 med en ordentlig indbygget blæser i versionen AirSep er der nemlig kun 100 styk af i Europa – og hele kvoten på fem styk til det danske marked er for længst afsat.

Men du kan se en af arten her, inden den ryger videre til demo på Samsø og så ellers videre til en køber i det jyske. Inden den kom til Skåne, hvor vi netop har set den, og du kan besigtige den i de kommende dage under Borgeby Fältdagar, havde den kørt demo i Polen på ti hektar. 

”Vi havde en svensker, som var interesseret. Men han ville ikke presses til køb. Det er helt fint. Men ugen efter da han var klar til købet, så måtte jeg meddele ham, at der var en dansker, der havde slået til”, fortæller Heine Hyllebrg fra importøren Grimme Skandinavien, som med base i Danmark varetager salget af Grimmes maskiner i hele Skandinavien samt Finland.

Ifølge Hylleberg holder blæseren kartoflerne svævende, mens planterester flyver væk og sten og jordknolde sorteres fra.   

Teknikken er kort sagt, at når kartoflerne har været igennem første og anden jordkæde, så overføres de til blæseranordningen, hvor de efter et par sekunders ophold får separeret alle sten og jordklumper. Alt affald kommer i en affaldsspand på maskkinen, der tømmes ved udkanten af marken.  

Heine Hylleberg fortæller, at der allerede er tegnet aftale på at levere en af maskinerne til næste sæson og også i 2021.

Grimme har produceret 100 styk af dem, men ifølge Hylleberg kunne der være leveret mange flere.

”Men man ville ikke stresse med at få en masse ud på markedet. Første år blev der produceret 34 maskiner, og så kom der 66 i år, og så forventer vi, at der kommer et par hundrede til næste år”, siger han.

Mens vi kigger på maskinen forklarer han, at der er nogle forskelle, når man handler med svenske og finske landmænd kontra danske.

”De danske vil gerne have det nye og store, når de kan. Svenskerne og finnerne skal have tjent nogle penge først, inden de går ud og investerer. Arealet med kartofler er ikke øget som i Danmark, men der kommer flere og flere landmænd også i Sverige, som vil noget mere”, siger han.

Borgeby messen foregår 26. og 27. juni ved Borgeby lidt nord for Malmø. Der er åbent begge dage fra kl. 9 til 18.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.