Der skal sprænge en granat for at hyle Hundahls VM-mekaniker ud af den

Danmarks seneste landbrugsmaskin-mekaniker til VM får hæder af sin egen branche.

Sidste år var landbrugsmaskinmekaniker Anders S. Sørensen fra maskinforretningen J. Hundahl i Thisted Danmarks deltager ved mekaniker-VM ved WorldSkills i Rusland.

Nu er han også hædret for sit solide arbejde i branchen og undervejs i sin uddannelse, hvor han fik 13.

Med hædren fra Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat er han også 10.000 kr. rigere.

I en pressemeddelelse om overrækkelsen beretter hans værkfører, John Christensen, fra J. Hundahl om en særdeles sindig 21-årig mekaniker.

”For noget tid siden var jeg til en svendeprøve”, starter værkfører hos J. Hundahl John Christensen sin anekdote og fortsætter:

”For jer der ikke har prøvet det, så foregår det sådan, at når eleverne er færdige med opgaven, så går de ind og får deres karakter, og så kommer de ud, og de fleste af dem jubler - heldigvis. Men den her var lidt speciel. Anders kom ud, og man kunne ikke se på ham, om han havde fået 0 eller 12. Men han gav mig et stykke papir, og der gik lidt tid, før det gik op for mig, at når man får 12, så skal mester underskrive nogle papirer – men det var absolut ikke at se på ham, at det var sådan det var gået. Og det betegner Anders rigtig godt. Han er rolig og besindig, og der skal sprænge noget af en granat, inden han reagerer. Du er en utrolig behagelig kollega og medarbejder. Du gør tingene ordentligt, og du får bestemt også ros ude hos vores kunder”, siger værkføreren.

Anders S. Sørensens vej til WorldSkills sidste år gik i øvrigt via kvalifikationen til finalefeltet i DBL, hvor han var med i 2018.

”Et stykke tid inden svendeprøven havde vi en teoriprøve, hvor jeg fik 12. Der tænkte jeg, at jeg måske godt kunne være med, og så meldte jeg mig. At det så har ført alle de andre oplevelser med sig – det er jo bare fantastisk”, siger han.

I dag er han fastansat hos J. Hundahl, hvor han fremover vil fortsætte sin udvikling.

”Nu skal jeg bare prøve at blive så dygtig, som jeg overhovedet kan blive. Jeg håber, jeg kan arbejde mig op ved hjælp af erfaring og vise, at man ikke nødvendigvis behøver at tage en lang uddannelse for at komme videre indenfor faget,” siger han.

  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.