"Det er blevet essentielt at bruge præcisionsværktøjer i landbruget"

Sektionsopdeling af såmaskinen og gyllevognen er to af de kommende trends inden for præcisionsløsninger, vurderer ekspert fra Agco.

Danske landmænd er foran mange af sine europæiske kolleger, når det kommer til at bruge teknologi til præcisionslandbrug. Det stiller store krav til maskinproducenterne om at optimere og levere nye løsninger til de danske kunder.

Den tendens mærkes hos eksempelvis Valtra, der melder om stor efterspørgsel efter mærkets præcisionsløsninger på det danske marked.

"Vi kan mærke, at der er en interesse i at optimere driften i marken og effektivisere dagen. Vi ser, at det er blevet essentielt i landbruget at bruge præcisionsværktøjer som måde at effektivisere driften på", fortæller salgs- og produktchef, Jimmi Ravnborg.

Ny udvikling på tre områder

Han bakkes op af Jens Christian Skov Jensen, Agronom og specialist i præcisionslandbrugsløsninger hos Agco.

"Danmark er allerede rigtig langt fremme, når det kommer til præcisionslandbrug. Danske landmand har fundet ud af at udnytte løsningerne til præcisionslandbrug for at opnå højere udbytte og en mere effektiv drift".

Ifølge Jens Christian Skov Jensen har vi ikke har set en ende på udviklingen endnu, og præcisionsløsningerne vil forgrene sig ind på nye territorier i de kommende år.

"Vi vil se en udvikling inden for tre områder: Sektionskontrol på såmaskiner og gyllespredere, tildelingskort til såmaskiner og bedre værktøjer til autostyring", siger Jens Christian Skov Jensen og fortsætter:

"Vi har allerede sektionskontrol på mange sprøjter og gødningsspredere. Mange såmaskiner har også sektionskontrol, men vi er ikke rigtigt begyndt at bruge det i Danmark endnu. Det kommer dog, da omkostningsreduktionen ved brug af sektionskontrol på såmaskinen vil give en solid besparelse på udsæd", vurderer han.

Traktormærker følger efterspørgslen

Valtra lancerede for et år siden en række nye funktioner som sektionskontrol og variabel tildeling i Valtra Auto Guide systemet. En stor fordel eftersom flere landmænd i Danmark allerede er i gang med at eksperimentere med tildelingskort og teknologien bag, fortæller Jens Christian Skov Jensen.

"Vi er der nu, hvor vi ved, hvordan et tildelingskort bliver indlæst i traktorterminalen, og vi ved, at det virker. Udviklingen går nu i den retning, at landmændene skal begynde at bruge deres landmandsfaglige baggrund til at lave tildelingskortene selv".

"Det er svært, fordi man er vandt til at gøre det intuitivt i marken. Men kvaliteten af tildelingen vil være stærkt øget, hvis man brugte sin erfaring fra marken til at lave dem på kontoret. Det er en investering, man vil have tjent hurtigt hjem, fordi tildelingskortet vil indeholde en del af den viden, der i dag kun sidder i hoved på driftslederen", fortæller Jens Christian Skov Jensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.