Det er lige før, de har svejset over Teams

Ligesom Mødedanmark arbejder fremtidens mekanikerne også over Teams under coronakrisen.

Et eller andet sted så er det lidt som de blinde må slås.

At øve sig på praktisk arbejde igennem en skærm og fjernundervisning.

Men coronakrisen har fået kreativiteten frem, når det gælder undervisningen af fremtidens landbrugsmaskinmekanikere og de lidt ældre mekanikere, som har deltaget i kurser fra ”hjemmekontoret”.

I starten af coronakrisen hørte jeg første gang underviser Åge Møllebjerg fortælle om undervisning over Teams i de første dage.

Han kaldte det for en form for ”tørsvømning”, når eleverne skulle have været i værkstedet og udføre forskellige reparationer og indstillinger på en motor. I stedet blev løsningen at notere de forskellige handlinger og så udføre en besvarelse af opgaven.

Når Åge Møllebjerg ser tilbage, så kalder han det godt gået, når han tænker på forholdene.

”Der er selvfølgelig nogle ting, som de ikke kan klare fysisk, og som er komplet umulige. Men de har gået i skole og klaret en masse. Nogle har haft kamera på deres eget værksted. Der er foregået mange kreative ting. Det kører endnu”, siger han og forklarer, at nogle hold muligvis bliver indkaldt igen og skal igennem værkstedsfag i begrænset omfang og få det ind i deres forløb. Men det er ikke gået så galt”, siger han og henviser også til, at eleverne på det teoretiske plan har fået rigtig meget med sig.   

Han minder om, at man godt kan vise over Teams, hvordan man eks. laver en svejsning. Men det er svært for en elev at træne sig i det, når det foregår på distancen.

”Det kræver ligesom, at man er der”, siger han.

For en lille gruppe elever er fjernundervisningen allerede overstået. Regeringen har nemlig lukket op for, at afgangselever på gymnasiale uddannelser kunne komme tilbage og afslutte deres arbejde på skolen. Dermed har en lille gruppe, der kombinerer gymnasiale fag med en faglig uddannelse, såkaldte EUX-elever, allerede returneret til Aars.  

Forleden blev det så meldt ud fra regeringen, at der også skal lukkes også op for andre elever, som er på nippet til at afslutte deres erhvervsuddannelse. Dermed får Erhvervsskolerne Aars i de kommende dage cirka 40 elever og kommende landbrugsmaskinmekanikere tilbage.  

Uddannelseschef Aksel Gaardsted Christiansen er overrasket over, hvor godt det er gået indtil videre – men ser også frem til at få de unge tilbage omkring maskinerne igen.  

”Jeg er i virkeligheden overrasket over, hvor meget de og vi har nået og kreativiteten hos vores undervisere i forhold til, at de fik præsenteret en ny virkelighed den ene dag, og så har præsteret fra næste dag. Vi siger hele tiden, at vi asfalterer vejen, mens vi kører og bliver klogere hver eneste dag. Du kan tegne eldiagrammer på iPad’en og klare mange ting. Under de forudsætninger har vi indfriet de krav, vi havde til os selv. Men vi skal huske, at de unge mennesker, som har valgt den her uddannelse, de har altså ikke valgt den, fordi de synes, at det er fedt at sidde bag en computer, når solen skinner. De har valgt den, fordi de vil have sorte fingre og arbejde med maskinerne”, siger han.  

Selvom hverdagen altså normaliseres for en del af eleverne, er ikke alt, som det plejer. Undervisningslokalerne er indrettet med ekstra stor afstand mellem bordene, eleverne skal vaske hænder mange gange, og i frokostpausen må de spejde forgæves efter kantinens udbud og i stedet spise sammen i mindre grupperinger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.