Det lærte jeg i 2020: MI-direktør imponeres over velsmurt dansk effektivitet

Corona’en har åbnet vores øjne for, hvad vi egentlig kan. Imens gør landbrugets udvikling det afgørende for MI at holde fokus på effektivitet og færre produkter.

I 2020 kunne direktør for MI, Maskinhandler Indkøbsringen, Kristian Jakobsen konstatere, at størrelsen på et dansk gennemsnitslandbrug nu havde passeret 200 hektar. Det satte tanker i gang i et år, der ellers var præget af corona’en, hvilket for direktøren også var en øjenåbner på den positive måde.

”De store landbrug stiller stadig større krav inden for blandt andet elektronik og gps. De har fået nye og større behov, og der må vi sige, at de maskinforretninger eller importører, som vil alting og breder sig for meget, de kan få det svært”, siger Kristian Jakobsen og tilføjer, at det på den baggrund slet ikke var så skidt, at MI i 2020 sagde farvel til to mærker, Bednar og Krampe.

”Det er vigtigt at holde fokus og være dygtige til det vi gør”, siger Kristian Jakobsen om situationen hos MI, som immervæk er importør af blandt andet Kuhn, verdens største redskabsproducent.

Rygter om salg

Men året har også budt på rygter. Om MI skulle sælges.

”De rygter tager sit udspring fra dengang vi for tre år siden gik fra at være andelsselskab til et aktieselskab. Når man er et aktieselskab, sker det jo, at ældre aktionærer ønsker at afhænde deres aktier, og at der dermed kommer nye og dynamiske aktionærer til. Skulle der ske det, at enkelte aktionærer vil få aktiemajoriteten, er det da en udvikling, vi kun kan hilse velkommen, da det sikrer virksomheden og dens dynamik i fremtiden. I den omskiftelige verden vi lever i, skal der være styr på kapitalstrukturen”, siger Kristian Jakobsen.

Velsmurt omstilling

Men når det gælder 2020 er Kristian Jakobsen ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der har imponeret ham mest: Medarbejderne og deres evne til at omstille sig til hjemmearbejdsplads, nærmest fra den ene dag til den anden.

”Vi har i 2020 lært, hvordan verden hurtigt kan forandre sig, og jeg er imponeret over den måde, hvor det er lykkedes os fortsat at operere inden for omskiftelige vilkår. IT og telefonsystemer har haft afgørende betydning, og især tilgangen fra medarbejderne, som vi bare har kunnet sende hjem. Vi har måske indkøbt et par ekstra skærme til hjemmearbejdspladser, og så virker skidtet stadig. Vi er effektive, også derhjemme”, siger Kristian Jakobsen, der i skrivende stund selv arbejder hjemme fra bopælen i Vejle.

Og den slags velsmurt omstilling er ikke en selvfølge i andre lande.

Effektive derhjemme

”Vi handler jo med andre lande i Europa, og der har den samme omstilling slet ikke været mulig. Her har vi i Danmark en kolossal fordel, fordi vi har taget IT-systemerne til os. Og her hos MI er det også vores erfaring, at hvis man giver sine medarbejdere mere ansvar, så får de også større arbejdsglæde”, siger han.

MI i Vejle har godt et halvt hundrede ansatte, og på adressen på Soldalen i Vejle har der typisk været en håndfuld medarbejdere på arbejde, og i højsæsonen var lageret bemandet med toholdsskift, så der var færrest muligt til stede ad gangen.

”Generelt er vores performance ikke faldet. Forretningen kører bare videre, og alle ved, hvad de skal. Det bygger på tillid. Og at alting bare virker, når næsten alle er hjemsendt, det er en imponerende sideeffekt, som vi har lært under corona’en", siger Kristian Jakobsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.