Det var også et dansk traktormærke: Den fynske genbrugstraktor

Denne artikel er nr. 12 i rækken af artikler i temaet om traktormærker i TraktorTechs samlede traktorleksikon, som blev udgivet sammen med TraktorTech's årbog i december 2020.

Rækken af de 22 udvalgte traktormærker går fra Acam til Zetor og er researchet af Holger Schmidt og skrevet i samarbejde med TraktorTechs Christian Juel Jørgensen.

 

En af de lidt mindre kendte traktorproducenter i verdenshistorien holdt til på Fyn, nærmere betegnet Glamsbjerg Autocentral.

Indehaver Lauris Christiansen var lidt af en opfinder. En dag spurgte den lokale bankdirektør, om han kunne bygge en traktor til hans frugtplantage. KING traktorerne blev bygget af genbrugsjern fra Odins-tårnet ved Odense.

Navnet KING skulle efter sigende komme fra det store kølerdæksel, med indskriptionen KING.

Forhjulene var ledehjul fra militære bæltekøretøjer. Baghjulene blev svejset op af plade og bånd til jernhjul. Senere monterede man gummihjul fra lastbiler, endda tvillingmontering, som baghjul.

På nogle traktorer blev der påbygget lift. Det var et kanonrør med en kraftig fjeder indeni.

Komponenter som gearkasse, 4 cyl. benzinmotor, bagaksler var genbrug fra Chevrolet lastbiler, der egentlig skulle til ophug.

KING traktoren kunne køre stærkt med bilgearkassen, ca. 70 km/t. Ved denne høje hastighed, kunne rattet sitre, dette kunne afhjælpes ved at presse højre knæ stramt op mod rattet.

Især frugtplantager på Fyn købte KING traktorer.

Dansk plantagekompagni stod også for et stort salg, enkelte blev eksporteret til Finland.

Det anslås, at der blev produceret mellem 98 til 102 stk. over en ti-årig periode.

Faktaboks

  • 1944: Odins-tårnet sprænges i luften af nazisterne. Stålet bliver senere genbrugt i den danske traktor. 
  • 1947: Produktion af den danske traktor sættes i gang på Fyn. 
  • 1975-78: Glamsbjerg Autocentral rives ned. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.