Deutz-Fahr tager den lille ny med til Agromek

Også danske kunder skal have fornøjelsen af Deutz-Fahrs nye kompakttraktor, som vises på Agromek.

Deutz-Fahr har fornyet deres traktorprogram i den nederste del af hk-klasserne. Den nye Serie 3 fås i tre modeller, 3050 Narrow, 3050 og 3060 med henholdsvis 51 og 59 hk. De er ikke særligt store at se på, men får kræfterne fra en kraftig elektronisk styret 4-cylindret Stage V Common Rail-motor med turbo.
Det er kunderne, der har bestemt, at Deutz-Fahr Serie 3 nu introduceres i Danmark.

- Vi har diskuteret lidt frem og tilbage med forhandlerne, om den lille traktor har et marked i Danmark, men nu har de solgt den første og har flere interesserede kundeemner, så det afgjorde sagen, siger Thomas Mortensen fra den danske importør Moni Worldwide i Middelfart i en pressemeddelelse og tilføjer, at den nye model kan ses på Agromek.

Deutz-Fahr Serie 3 er primært udviklet til at arbejde i planteskoler, drivhuse og frugtplantager osv., men er også til vedligeholdelse af ridebaner, fællesarealer og grønne områder. 



Deutz-Fahr Serie 3 fås med kabine eller ROPS-bøjle. Mange kunder i netop dette hk-segment foretrækker en traktor uden kabine. Hvis man ønsker traktoren leveret med kabine, får man en panoramakabine med fire rammestolper og store baghængte døre i begge sider. Selve førerplatformen er ophængt som en Silent-Block, hvilket i praksis vil sige, at den står på gummiklodser, der opfanger de fleste vibrationer.

Deutz-Fahr Serie 3 kan leveres med enten en 30 km/h 12+12 transmission med ECO-mode eller 16+16 transmission med en minimumshastighed på ned til 260 m i timen.

Hydraulikken leveres af to individuelle pumper - en 30 l/min. til hydraulikudtag og lift plus en 15 l/min. til styretøjet. Der kan leveres op til 6 hydraulikventiler bag på traktoren, 2 i front og 2 midtmonterede ventiler.   Liften løfter op til 1.320 kg. Ønsker man frontlift er det også en mulighed, og her kan den nye traktor fremvise en løfteevne på 730 kg.

  

Emneord Agromek 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.