Direktør er fortid hos stor dansk maskinproducent

Bestyrelsesformand står i spidsen for en ny strategi.

Opdateret kl. 16.44

Den kendte danske producent af tromler, Dal-Bo, er gået på jagt efter en ny direktør.

Det sker efter, at virksomheden netop har meddelt, at den nuværende direktør, Jens Christian Hundahl er fratrådt.

Fratrædelsen kommer som overraskelse for omverdenen efter, at Dal-Bo under Hundahls ledelse tidligere på året kunne præsentere selskabets bedste regnskabsresultet nogensinde - og udbredt optimisme fra direktøren.

”Vi havde et rigtig godt Agritechnica med mange besøgende, emner og ordrer. Her hvor vi er sidst på forårssæsonen, har vi fortsat en god ordrebeholdning, som er bredt spredt ud over vores markeder og produkter”, lød det i april fra den daværende  adm. direktør Jens Christian Hundahl i en kommentar her på landbrugsavisen.dk.

Ifølge en meddelelse på Dal-Bos hjemmeside er parterne enige om afgangen og begrunder direktørskiftet med, at Dal-Bo skal sætte en ny strategi i søen.  

”I den sammenhæng er adm. direktør Jens Christian Hundahl og bestyrelsen blevet enige om, at Dal-Bo får behov for en anden profil til at lede virksomheden. Jens Chr. Hundahl fratræder derfor som administrerende direktør. Det er sket i fælles forståelse og gensidig respekt,” skriver Dal-Bo.


Jens Chr. Hundahl var tidligere direktør hos traktorimportøren HCP, inden han tog over som direktør hos Dal-Bo. Arkivfoto

Hundahl fratrådte ifølge en meddelelse til CVR-registret med udgangen af august, og nåede at arbejde halvandet år for Dal-Bo efter, at han tog over efter Kaj Pedersen i chefstolen.

I juli blev Anja Plougmann udnævnt til ny bestyrelsesformand for Dal-Bo. Ifølge meddelelsen fra Dal-Bo står hun nu i spidsen for at få den nye strategi sat i gang. Samtidig skal hun altså nu ud og ansætte en ny direktør.

Landbrugsavisen.dk har kontaktet ledelsen hos Dal-Bo, som ikke ønsker at kommentere sagen yderligere i dag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.