Direktør for stor maskinaktør til daglig - skiller selv mejetærskeren ad derhjemme
Mød direktør for Maskinhandler Indkøbsringen, Kristian Jakobsen. Han har stor passion for både landbrug og vindmøller og har hænderne rigtigt skruet på.

Kristian Jakobsen, direktør for Maskinhandler Indkøbsringen, har ikke noget imod at få olie på fingrene eller jord under neglene. Han stortrives med det praktiske, både når han selv lægger nyt tag på maskinhuset på ejendommen hjemme på Fyn, passer sine 65 hektar planteavl, ser til sine otte godmodige Galloway-køer - hvis han da ikke lige har noget papirarbejde for Wind Energy Denmark, tidligere Danmarks Vindmølleforening.

Ejendommen i den idylliske landsby Allerup på Fyn er ikke bare et sted, hvor Kristian Jakobsen bor, sover og spiser. Det er også et sted, der på sin vis bringer ham tættere på sine landmandskunder - dem der kommer og køber blandt andet Kuhn-grej hos MI i Vejle.

»Gården er jo min hobby. Jeg holder af at følge med i årstiderne, men når jeg selv driver planteavl, betyder det også, at jeg lever under de samme forhold som vores landmandskunder, det vil sige det samme vejr, de samme nyheder, de samme breve. Det er en fordel for mig i jobbet i Vejle, at jeg ved, hvad der sker derude«, siger Kristian Jakobsen.

»Og så nyder jeg jo at gå at rode lidt med det. At skille min mejetærsker ad eller lægge tag på maskinhuset. Så tømmer man hovedet«, siger Kristian Jakobsen, som tilføjer, at han har endnu en hobby:

»Ja, jeg ved godt, at det er helt hjernedødt, men jeg har otte Galloway køer. Det er nogle fantastiske dyr, og det giver mig stor glæde«, siger Kristian Jakobsen, der også har været formand for Danmarks Vindmølleforening i 17-18 år. Det startede med, at han selv satte et par vindmøller op for en snes år siden. Så kom han med i bestyrelsen, og inden længe var han formand.

Noget der snurrer rundt

Og netop vindmøller kan få Kristian Jakobsen til at tale længe og passioneret.

Nordkap-farer klar til nyt stort traktoreventyrMaskiner 9. maj · 15:27

»Det har jo udviklet sig helt kolossalt. Når man tænker på, at det begyndte med, at man bare satte et eller andet op, der kunne snurre rundt i en gammel lysmast - sådan var det virkelig - til der hvor vi er i dag med havvindmølleparker, og hvor vindkraften er noget, man regner med i samfundet«, siger Kristian Jakobsen.

Men den primære beskæftigelse ligger trods alt i Vejle, hvor han siden 2003 har siddet for bordenden i Maskinhandler Indkøbsringen, som har 55 ansatte. Men før han kom dertil, voksede han op på sine forældres landbrug på Fyn, hvor han tidligt kom til at holde af markens maskiner.

»Skolegangen synes jeg måske nok var lidt opreklameret. Efter skolegangen kom jeg i Livgarden, var i Canada i et års tid, kom på gymnastikhøjskole, passede grise i et år og blev uddannet landbrugstekniker på Nordisk Landbrugsskole«, siger Kristian Jakobsen, der tilføjer, at der så pludselig opstod et job hos Kverneland i den nærliggende by Fraugde.

Fra Kverneland til MI

»Dengang havde Kverneland også kartoffelmaskiner, og jeg fik ansvaret for salg og service, senere også for græs og jordbearbejdning og næsten ved et uheld stod jeg en dag og skulle vælge, om jeg ville være øverste chef for Kverneland i Danmark«, husker Kristian Jakobsen, der begyndte at overveje, om han skulle blive hos Kverneland altid - og hørte så, at der stod en tom stol hos MI i Vejle.

»Jeg havde begge kontrakter liggende foran mig på bordet. Kverneland og MI. Det blev MI, hvor vi siden har bygget og omstruktureret«, siger Kristian Jakobsen, der finder maskinbranchen spændende og ikke mindst udfordrende.

»Det er en branche, hvor det er svært at lave langsigtede strategier på grund af de tilbagevendende kriser. Det er også et marked, der svinder, da der bliver færre landmænd. Det har været en turbulent periode siden finanskrisen«, siger Kristian Jakobsen, der glæder sig over at MI har flere ben at stå på og flere produktområder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.