Direktørskifte hos Hardi

Mangeårig direktør er fratrådt og erstattet med en anden dansker.

Den store danske sprøjteproducent Hardi International har ikke længere Sten Kjelstrup som direktør.

Det fremgår af en meddelelse i CVR-registret, at han er blevet erstattet af Jens Kristensen, Roskilde som direktør for sprøjteproducenten.

Sten Kjelstrup har været med på en lang rejse siden, at han tog over på posten i 2007. Dengang blev Hardi solgt til de nuværende ejere, franske Exel Industries, hvor Hardi er en vigtig komponent i den franske maskinkoncerens division for sprøjter med den store maskinfabrik i Nr. Alslev og en omsætning indenfor Hardi-brandets produkter på omkring en mia. kr. på koncernniveau.  

I en pressemeddelelse fremgår det, at beslutningen om at stoppe tæt ved hans 65 års fødselsdag er sket efter rådslagning med hans kone for at finde en bedre work/life balance. 

”Hardi står lige nu midt i en overgangsfase med udsigt til at skulle implementere flere nye strategiske projekter, og det er derfor et taktisk godt tidspunkt at række stafetten videre,” siger Sten Kjelstrup og fortsætter:

”Hardi er en fantastisk virksomhed med et stærkt lederteam, en helt særlig ånd hos medarbejderne og et solidt nationalt og internationalt brand. Det har ikke blot betydet, at virksomheden under omstændighederne er kommet godt igennem Coronakrisen. Det gør også, at jeg trygt overlader Hardi til min efterfølger,” siger Kjelstrup, der i alt nåede at arbejde 39 år i Hardi-regi. 

I en kommentar får Sten Kjelstrup rosende ord med på vejen fra sin arbejdsgiver, Hardis bestyrelsesformand og direktør Yves Belegaud, Exel Industries.

Vi vil gerne sige mange tak til Sten for alt, hvad han har gjort, ikke kun for Hardi men også for Exel gruppen. Med Jens har vi nu fået en ny stærk topleder med et godt netværk og en evne til at styrke Hardi i et skiftende og konkurrencepræget landskab".

Sten Kjelstrup er iøvrigt stadig aktiv som bestyrelsesmedlem hos den nordiske traktor- og maskinimportør HC Petersen og forventer at påtage sig mere i bestyrelsesarbejde i den kommende tid. 

Den nye direktør, Jens Kristensen, kommer ifølge Hardi fra diverse direktørstillinger og bestyrelsesposter hos virksomheder i Danmark og Nordamerika, heriblandt GN Resound og Jupiter Bach.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.